“Jeg er sgu ikke aktivist…”
“Når vi har talt aktivisme i Radikal Ungdom, har jeg altid været sådan: “Jeg er sgu ikke aktivist”. Det mener jeg ikke selv, men sandheden er måske, at jeg er en af de største aktivister i Danmark. Jeg har da i hvert fald lavet nogle af de største aktivistiske sager, så jeg er jo aktivist.”
December d. 7 2021 · 2,5 minuters læsetid · Nøgleord: aktivist og aktivisme
Ordene kommer fra Thomas Rohden, som gennem sit engagement i Radikale Venstre og Dansk Kina-kritisk Selskab har udført adskillige aktivistiske handlinger. Senest i valgkampen i efteråret 2021, hvor han opsatte Kina-kritiske valgplakater med Tibetflag foran den kinesiske ambassade. Alligevel tøver han i første omgang med at kalde sig aktivist.
På den måde illustrerer han en grundlæggende tvist i hele spørgsmålet om, hvad en aktivist egentlig er – og hvilken forskel der eksisterer i opfattelsen af dét at være aktivist og dét at lave aktivisme.
Aktivisme kan altså betragtes som et middel, man bruger til at opnå sit mål. At være aktivist er derimod langt mere krævende, fordi det stiller højere forventninger til din identitet og dig som person
Ifølge medieforsker Christina Neumayer er netop sondringen vigtig i definitionen af begreberne. Om aktivisme forklarer hun, at termen “(…) generally refers to a form of citizen-led intervention that seeks to improve society through political, economic, environmental or social change, which suggest some form of direct action in public space” (Neumayer, 2020, s. 1). Aktivisme kan altså betragtes som et middel, man bruger til at opnå sit mål. At være aktivist er derimod langt mere krævende, fordi det stiller højere forventninger til din identitet og dig som person, pointerer hun.
I samme stil viser praksisperspektiver fra Thomas Rohden, hvordan han netop opfatter, at der medfølger et større stempel, når du er aktivist, fremfor hvis du blot bruger aktivisme som et redskab til at gøre opmærksom på din sag. Og umiddelbart er det midlet og ikke stemplet som “aktivist”, han har brug for. “Det betegner jeg ikke mig selv som, for det lyder som noget vanvittigt noget, de laver ude på venstrefløjen, når de låser sig fast til en eller anden olietank. Så jeg har ikke noget behov for at være aktivist, men der har været et behov for at være aktivistisk.”
Benedikte er interesseret i politisk og dialogskabende retorik
0 kommentarer