Sorg på internettet: hverdagens dødsfald i digitalt perspektiv

I takt med at vores liv bliver mere og mere digitalt, kommer også vores død til syne på nettet. Vi kan se både den traditionelle dødsannonce, og hvad de efterladte ellers vælger at dele om et dødsfald, og vi kan (mere indirekte) se de digitale spor, mange individer i dag efterlader sig.

Denne artikel fokuserer på den synliggjorte sorg; hvordan sorgen over at miste en nærtstående kan komme til udtryk på nettet. Det er et område, der har mange variationer, og ændres over tid – afhængigt af hvem der deler, hvad der deles og hvilke platforme der deles på, kan sorgen udtrykkes meget forskelligt i indhold og omfang.

af Stine Gotved  ·  cybersociolog og lektor på IT Universitetet i København

6. juni 2022 · 10 minutter læsetid

Før jeg kommer til sagen, vil jeg knytte nogle ord til selve det at forske i dødens digitale repræsentationer. For det første er det vigtigt at understrege, at jeg går til feltet med respekt for de individuelle tab. Mit ærinde er at spore de digitale forskydninger i vores kultur og ritualer, ikke at genere folk i sorg. For det andet bevæger jeg mig som kultur- og cybersociolog ind over andre discipliner, og også her er respekt et nøgleord. Således medtænker jeg i denne sammenhæng både den fagkundskab, der direkte omhandler den fysiske død, og dem, der hjælper de efterladte og arbejder for en bredere sorgforståelse. For det tredje er sorg og død stadig emner, vi ikke taler så meget om, og derfor starter jeg med en hurtig status på, hvad der er den accepterede viden her og nu.

Sorg er en proces

Sorg er i sig selv er en kompleks størrelse, og fagfolk arbejder hele tiden på at blive klogere. De seneste års store fokus på sorg og sorgudtryk har forhåbentlig hjulpet til gode samtaler, og selvom det næppe er blevet nemmere at miste, udvikler vi til stadighed en større forståelse for sorgens mange facetter. Sorgforskere siger i dag, at sorg er en del af livet. Selvom sorgen som oftest aftager efterhånden, kan den dukke op igen i kortere eller længere tid.

Sorgen er med andre ord en dynamisk proces; noget der forandrer sig, men aldrig helt forsvinder. Det har længe været populært at sige, at døden er tabu, men det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. På den ene side har vi mediernes synliggørelse af den nyhedsværdige død – den uventede, chokerende og vilkårlige død, der rammer mange på én gang, og har en stor identifikationsfaktor (‘det kunne have været mig’). Det er f.eks. naturkatastrofer og civile ofte for krigshandlinger, og selvom der er etiske regler for billedanvendelsen, kan vi bestemt ikke kalde mediernes formidling for en tabuisering af død.

På den anden side har vi ‘den almindelige død’, hverdagens tab af mennesker og mening. Den engelske sociolog Anthony Giddens skrev i 1990’erne om døden i senmoderniteten, at den er fjernet fra vores kollektive erfaring, er blevet individualiseret og usynliggjort på hospitaler, plejehjem og hospices, hvor det typisk kun er de nærmeste, der kan følge med på sidelinjen. Færre og færre dør i eget hjem, og den døde krop vises sjældent frem. Denne de-kontekstualiserede død kan være svær at tale om, men det er samtidig i dette felt, at jeg ser store forandringer de seneste 10-15 år. 

Der er næppe direkte kausalitet, men vi har to parallelle udviklinger; dels at de digitale medier kommer på banen, og tilbyder individet en slags gen-kollektivisering af både dødsproces og sorghåndtering, og dels at vi som samfund igen forholder os til ‘den almindelige død’. De klassiske massemedier kører temaer om hverdagens død, der er etableret et nationalt forskningsfokus på sorg, og man kan blive (efter)uddannet i at hjælpe andre i sorg. ’Sorg’ som ord dukker også op i nye sammenstillinger, eksempelvis ‘ventesorg’ (når man som pårørende mister personen før kroppen sætter ud, som ved demens og Alzheimers) og ‘klimasorg’ (når klodens dystre fremtid tager livslysten fra unge mennesker).

Sorg på internettet

En anden engelsk sociolog Tony Walter skrev sammen med flere andre allerede i 2012, at internettet muliggør en tilbagevenden til præ-moderne håndtering af hverdagens død og sorg. Vores anvendelse af sociale medier er her central, og netop i starten af 2010’erne var vi ved at vænne os til at dele. Facebook kom til Danmark i 2008, og i begyndelsen delte vi primært glansbilleder og succeshistorier. Lidt efter lidt kom også det svære på banen, deriblandt udtryk for sorg over tab af nærtstående.

Det er især den synliggørelse, der får Walter m.fl. til at tale om, at det igen er et fællesskab, der mister et medlem; at tabet sker i en social kontekst, der rækker ud over den nærmeste familie. Digitalt eller ej, når vi deler tab og sorg med andre, kan det sociale netværk træde til med support og medfølelse, ligesom det kan være en konkret aflastning for de(n) efterladte at få budskabet ud til mange på en gang.

Overordnet set er det alligevel svært at afgøre, hvilken rolle internettet spiller for generel sorgbearbejdning. For det første er der som allerede nævnt mange variationer af sorg, og for det andet vil betydningen af digitalt engagement være svært afgrænseligt fra andre sorgaktiviteter. For det tredje tilbyder det digitale mange forskellige typer af handlinger (fra informationssøgning til indlevelse i fiktive verdner). Men det vi kan se, er for eksempel digitale spor af det levede liv; handlinger og engagement hvor afsenderen giver udtryk for at være i en form for sorg(proces). Det er disse spor, som resten af artiklen handler om.

Kroppens kronologi

Som nævnt kan sorg knytte sig til mange forskellige typer tab, men her er det tabet af en nærtstående, der er i fokus. De sorgrelaterede aktiviteter kan sorteres i en slags kroppens kronologi, med digitale handlinger Ante Mortem (før tabet), Peri Mortem (lige omkring tabet) og Post Mortem (efter tabet). Kroppens fysiske død markerer i det perspektiv en overgang, men som før nævnt kan tabet reelt være sket inden da, ligesom Post Mortem ikke har en egentlig afslutning. Det er vigtigt at understrege, at der i praksis ikke er nogle klare skillelinjer mellem faserne. De lapper over hinanden og er primært en hjælp til overblik i analysen. 

Ante Mortem

Egentlig er det jo sådan, at alt levende er i fasen ‘før dødens indtræden’, men i denne sammenhæng handler det primært om dem, der er blevet dødsbevidste, har erkendt at livet rinder ud, uanset om det skyldes sygdom, alderdom eller en generel forberedt-hed. Det sidste ser vi blandt andet hos dem, der arbejder indenfor et felt, hvor man dagligt møder død og sorg, for eksempel hospicepersonale og bedemænd/damer. Der er digitale aktiviteter før tabet som søgninger på testamenter, diagnoser eller symptomer, kurratering af sociale profiler og fortællinger fra sygesengen. Den primære aktør er den døende selv, der forbereder sig på livets afslutning, mens de sekundære aktører er nærmeste familie eller omsorgsgivere. De forskellige forberedelser kan ses som aktiv håndtering af situationen; at man bogstavelig talt tager sorgen på forskud, men det er vigtigt at understrege, at der er meget andet end sorg på spil.

Peri Mortem

Som nævnt er der ikke en klart markeret grænse mellem faserne her. Selvom den fysiske krop er enten levende eller død (en adskillelse, som vores medicinske teknologier til dels udvisker), følger sorgen ikke nødvendigvis den samme systematik. Peri Mortem betegner alligevel tiden lige omkring livets ophør, der for de efterladte ofte er særligt stressende. Oven i sorgen skal man håndtere mange praktiske ting, og igen er det svært at generalisere i forhold til sorgudtryk. Nogle efterladte har brug for at handle (at ‘gøre noget’), mens andre har brug for at dele online og/eller offline, og andre igen bare helst vil være alene. Sorg kommer i alle farver, og det er sandsynligvis kun en brøkdel, der bliver synlig på nettet.

Alligevel – det vi kan se er, at de primære aktører er det nærmeste netværk, og at der ved siden af det ret lavpraktiske (eks. brug af online bedemand/dame) er en masse kommunikation i spil. Der er en del, der handler om annoncering, at få spredt det triste budskab i det bredere sociale netværk. Det er her, vi online kan se de fleste umiddelbare sorgudtryk; de første reaktioner fra venner og bekendte, måske ledsaget af små anekdoter om den afdødes betydning for afsenderen. Også den klassiske dødsannonce i avisen har ofte en digital spejling på nettet (se for eksempel afdøde.dk og dødsannoncer.dk), og her kan man som læser (på afdøde.dk) tænde et lys, og lægge en sidste hilsen.

Kombinationen af generel aftraditionalisering og nye interaktionsmuligheder giver lidt bevægelsesfrihed også i Peri Mortem fasen, og måske tages nye platforme i brug. Samtidig er det omkring begravelsen, at vi ser færrest nyfortolkninger af den rituelle handling, hvilket sandsynligvis skyldes flere forskellige og samspillende faktorer, for eksempel at kirken er konservativ, og at pårørende i sorg ikke nødvendigvis har energi til nytænkning. Det er over 80% af de danske begravelser, der sker i Folkekirkens regi (Danmarks Statistik, 2019), hvor de faste ritualer fylder det meste, og digitale medier er uønskede.

Begravelsen og de tilknyttede udtryk for sorg er dog et af de områder, hvor Covid-19 for alvor satte digital forandring på programmet. Tvunget af omstændighederne med nedlukning og social afstand, blev der rundt om i landet eksperimenteret med nye måder at få sagt farvel på, og livestreaming fra begravelsen var en af mulighederne. På den måde kunne man som begravelsesgæst ‘være med’ via computeren, og selvom det klart blev oplevet som en nødløsning under pandemien, åbner erfaringerne alligevel for mere fleksibilitet og efterspørgsel fremadrettet.

Herhjemme var der godt styr på livestreaming kun til inviterede, men på YouTube kan man nemt finde åbent tilgængelige videoer fra individuelle begravelser i f.eks. USA. I dag er denne kombination af digitalitet og død langt fra så tabubelagt som for 10 år siden. Dengang udløste det et ramaskrig i medierne, da en journalist kurraterede en samling af billeder lagt op på Instagram eller Twitter af unge mennesker under hashtagget #selfies-at-funerals.

Langt de fleste fotos med hashtagget var faktisk helt uskyldige spejlbilleder af den unge selv (trist og i formelt tøj), sendt til det sociale netværk som signal om sorg og savn, så balladen blev ikke udløst af upassende fotos, men af kombinationen af netop de to ord, selfie og funeral.  

Introduktionen af digitale medier i sammenhænge direkte knyttet til den fysiske død kan fortsat opleves som upassende. Det digitales terrænerobring i hverdagslivet spiller sammen med ritualerne omkring livets afslutning, og understreger indirekte, at Peri Mortem er et forhandlingsrum – et rum, hvor trygheden ved det digitale bliver afgørende for, hvor meget nytænkning man kan rumme.

Post Mortem

Denne fase er uden tvivl den længste. Det er hér, man udvikler sine mindeaktiviteter og lærer at leve med sorgen. Kirkegårdens gravsten er for længst suppleret af digitale mindesider, og selvom det med en QR-kode er muligt kombinere de to ting, ses det sjældent. På nettet finder vi mange typer af mindesider, fra omhyggeligt opbyggede biografier på dedikerede digitale kirkegårde til profilsider på sociale medier (især Facebook), der føres videre i afdødes navn.

De primære aktører her er både de nærmeste pårørende og det udvidede sociale netværk, og de digitale mindesider giver unikke muligheder for sorgfællesskaber. For eksempel kan de, som deler sorgen over tabet af den samme person, udveksle historier fra forskellige tidspunkter i den afdødes liv og på den måde, hver især og sammen, få et bredere billede af det levede liv. Det er i bedste fald, hvad der foregår på de sociale mediers mindesider, selvom der også her forhandles om anvendelsen.

Der er desuden større sorgfællesskaber på nettet, hvor hver deltager bærer sit individuelle tab, og i mødet med andre og deres tab henter trøst og forståelse. Begge former er ret usynlige for andre end de direkte involverede; det er sorgudtryk i lukkede fora uden offentlig adgang. En tredje variation er de meget midlertidige sorgfællesskaber, som for en kort stund samler deltagerne i fælles følelser.

Det skete bl.a. på det sociale medie Reddit (en platform organiseret med undergrupper kaldet subreddits, hvor brugere fra hele verden deler tekst og billeder). En subreddit dedikeret til ‘last picture of’, blev for et par år siden midlertidigt omdannet til sorgforum. Hvor den normale aktivitet var historiske arkivbilleder i stil med ‘sidste billede af en sporvogn i København’ eller ‘sidste billede af indianerhøvdingen Sitting Bull’, var der pludselig en bruger, der postede ‘sidste billede af min højtelskede mormor’. Det udløste en strøm af både sympati og lignende billeder, før aktiviteten igen fandt tilbage i det populærhistoriske spor.

Afrunding

I dag er den primære udforskning af døden på nettet fokuseret dels på digitale værdier, dvs. arveforhold og rettigheder i forbindelse med det immaterielle, dels på platforms-specifik håndtering af den fysiske død. Det ser stadig ud til at komme bag på de store sociale medier, at deres brugere er dødelige, og der er endnu ikke gode løsninger på, hvordan de efterladte reelt kan få indflydelse på, hvad der gemmes hvordan.

En tredje variation er min kultursociologiske, der følger den langsomme forandring af traditioner og ritualer i mødet med digitale medier af mange slags. Fællesnævneren er interessen i, hvordan den udbredte digitalisering af hverdagslivet også påvirker hverdagsdøden, og hvordan sorg-og mindeaktivitet over tid får nye digitale udtryk.

At dele følelser på nettet er ikke kun et generationsspørgsmål. Det er et tegn på den stadigt større integration af digitalt samvær i vores hverdagsliv. Vi deler gerne både godt og ondt, og det digitale kan åbne op for den svære samtale om sorgen, uanset om man er den, der har mistet, eller den, der skal finde ord i mødet med den andens tab.

I alle faser af den fysiske døds kronologi før, under og efter er der således digitale handlerum, og nettets tilbud af kommunikationsmuligheder understøtter både de primære og de sekundære aktører i sorgprocessen. På nettet taler vi til og om afdøde, og vi finder hinanden i sorgfællesskaber af forskellig slags – og det er heldigvis ikke længere kontroversielt, at det kan lade sig gøre.

Forfatteren anbefaler:

Folkeuniversitet (AU): forelæsningsrække om sorg (2023)

Streaming af begravelser, gode erfaringer: https://www.refinery29.com/en-us/2020/09/10032071/online-funeral-grieving-loss-death-covid

Hviid Jacobsen m.fl. (red) 2019: Giv sorgen ord: sorgkultur i forandring. Munksgaard