Vi elsker at hade politikerselfies

Vi er med statsministeren i køkkenet til frikadellestegning. Vi deler et vredt øjeblik med Kristian Thulesen Dahl og hans nedadvendte tommelfinger, mens Pia Olsen Dyhr sender et alvorligt blik fra sin baghave. Og så bliver vi charmeret af Pernille Vermunds store, blå øjne. Vi kan ikke undgå at møde dem, når vi scroller igennem vores Facebook-feed: Politikerselfies. Men hvorfor er det nu lige, at selfies er et attraktivt politisk virkemiddel? 

af Julie Islin Larsen og Johanne Stilling · BA i retorik v. Københavns Universitet

5. maj 2022 · 10 minutter læsetid

Politikeres selvfremstilling har altid spillet en væsentlig rolle i kampen om vælgernes gunst. Lige fra Antikkens buster til valgplakater i lygtepæle. Den digitale tidsalder har givet os nye muligheder, nye medieplatforme og dertilhørende nye virkemidler. Det stiller nye krav til politikeres tilstedeværelse på sociale medier, og her kommer den politiske selfie ind i billedet. En ting er, at algoritmer pludselig har betydning for, hvem der bliver set og hørt, men forklaringen på politikerselfiens udbredelse skal vi finde et sted, der går langt forud for teknologiens indflydelse på politik. Antikke buster, valgplakater og politikerselfies har nemlig én ting til fælles: øjne tiltrækker øjne.

Mange af os har nok lagt mærke til et stigende antal selfies af den ene politiker efter den anden i vores feed. Om det er til fødselsdagsfejring hos Jakob Ellemann-Jensen eller en fortvivlet stund i haven hos Pia Olsen Dyhr, får vi kastet politikernes ansigter lige i smasken. Denne evige politiske eksponering har sandsynligvis nået at gøre mange af os godt trætte af tendensen trods dens korte levetid. Spørgsmålet er derfor, om selfien virkelig er et attraktivt virkemiddel for politikere på sociale medier?

Det satte vi os for at undersøge i vores bachelorprojekt, hvor vi analyserede syv informanters reaktioner på 10 Facebook-opslag. Undersøgelsen viste, at selfies provokerer og vækker opsigt hos modtagerne, og derfor tiltrækker de sig stor opmærksomhed. Det er der fem årsager til, og fællesnævneren er ansigters affektive påvirkning. Derfor er vi nødt til at se på, hvad et ansigt i det hele taget er, før vi kan dykke ned i de fem punkter.

Ansigtet er kroppens mest centrale del. Ifølge lektor emeritus på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Bent Fausing er ansigtet “det essentielle billede af menneskelighed”. Mennesker forbinder sig til hinanden gennem ansigter, fordi vi tydeligt giver udtryk for vores tanker og følelser her. Derfor, siger Fausing, er ansigtet affektivt, og det er netop muligheden for at udtrykke affekt, der gør os menneskelige.

Dette gør politikerne brug af, når de tager selfies. Selfien muliggør øjeblikkelig kommunikation af, hvem vi er, og hvad vi laver, og den giver mulighed for at lege med identitet. Således bliver selfies et stærkt affektivt og menneskeligt redskab for politikere på sociale medier. Hvordan det mere præcist går for sig, kommer til syne, når vi nu springer ombord i vores undersøgelses fem resultater.

Patos-appeller er dominerende

Fælles for (mange) selfies er, at politikerne i høj grad appellerer til patos i deres fremtoning, mens logosappeller er udeladt. Patos ses allerstærkest i politikernes mimik og kropssprog, som de bruger til at understrege følelser i teksten. Politikerne kigger direkte ud på os, og øjenkontakten signalerer tydeligt, at de vil i kontakt. Derfor går modtageren straks i dialog med politikerne, da vi grundet ansigtets affektive betydning forsøger at afkode deres tanker og følelser. Når Thulesen Dahl udtrykker utilfredshed over familiesammenføring med sine alvorlige øjne, spidse mund og tommelfingeren nedad, signalerer det, hvordan modtageren skal tolke hans følelser. Hans mimik og kropssprog viser vrede gennem symboler, der er lette at afkode. Dog reagerer informanterne negativt på den patostyngede appel, fordi den afkomplicerer store politiske spørgsmål om familiesammenføring, menneskerettigheder og flygtninge ved at reducere dem til en nedadvendt tommelfinger. For som en af vores informanter udtrykker det, er det “ikke meget substans, man kan få på fire linjer og en tommelfinger ned.”

I modsætning til Thulesen Dahl, der har en tydelig overensstemmelse mellem vreden i tekst og billede, smiler Pernille Vermund stort, mens hun i teksten kritiserer regeringens velfærdslov. Dermed kan hendes tanker og følelser ikke afkodes i hendes ansigt. Hun benytter i stedet sit klassisk nydelige og feminine ydre som branding af sin politik. Det lægger alle vores informanter mærke til, og det får en blandet modtagelse – nogle synes, hun virker handlekraftig, mens andre finder det voldsomt irriterende. Både Vermund og Thulesen Dahl fremhæves af vores informanter som eksempler på unaturlig mimik. Selvom de skaber øjenkontakt til modtageren, bliver deres opslag taget overvejende dårligt imod, da de er “unaturlige” og “opstillede”, hvilket bryder øjenkontaktens forbindelse mellem afsender og modtager.

Det er ikke kun vrede, som politikerne spiller på i deres selfies. Et af de bedst kendte eksempler er nok statsminister Mette Frederiksens forsøg på at vise sig som en almindelig dansker med en moderlig persona – og flere af vores informanter fremhæver da også, at deres mødre kunne have postet et opslag ala Frederiksens selfie over madlavningen. Selvom opslaget ikke handler om politik, ligger der alligevel en politisk agenda bag, da hun ved at fremvise dagligdagsværdier opbygger en blødere persona, der skal få modtagerne til at støtte hendes politik.

Selfies skaber identifikation

Flere af politikerne i vores undersøgelse bruger selfies til at tale ind i en hverdag og en kultur, som modtagerne kender. Mette Frederiksen bliver mere menneskelig, når hun steger frikadeller, og det giver publikum mulighed for at identificere sig med hende. Politikerne påtager sig – med professor ved Institut for Engelsk på Ohio State University Roger Cherrys ord – altså en persona, der passer til overbevisningerne hos det publikum, som de ønsker at opnå noget hos; nemlig deres stemme.

Dette kan dog virke modsat, hvis der spilles for højt på folkeligheden. Flere af vores informanter griner af Frederiksens frikadelle-selfie, som de finder opstillet, og påpeger, at Frederiksen jo ikke er almindelig; hun er statsminister. Det tyder derfor på, at det kan have fatale konsekvenser, hvis politikerne laver en karikeret analyse af kulturelle normer, da modtagerne i stedet for at føle identifikation føler division og indignation og dermed tager afstand til billedet.

Pia Olsen Dyhrs mimik have-selfien er let at afkode. Hun har let løftede øjenbryn, rynker i panden, en lige mund og kigger på modtageren med et fast, intenst blik, der signalerer alvorlighed. Vores informanter kan genkende hendes mimik fra sig selv eller føler, at de har set hende have samme mimik uden for selfie-situationen, som når hun er til stede i Folketingssalen. Identifikationen ligger dermed også i billedets autentiske kvalitet, da det ikke virker iscenesat i modsætning til statsministerens selfie fra frikadellestegningen.

Illusionen af et øjebliksbillede

Selfies giver en her-og-nu-oplevelse – vi møder politikeren i netop dette øjeblik. Thulesen Dahl formår med sin korte tekst og genkendelige symboler at få opslaget til at fremstå simpelt; modtagerne får, hvad de ser. Simpliciteten i kombination med den patostyngede mimik giver fornemmelsen af et nærværende øjeblik, da det virker til, at billedet er taget i samme nu og er en umiddelbar reaktion på den omtalte lempelse. Undersøgelsen viste dog, at portrætteringen af Thulesen Dahls humør opleves subjektivt, da nogle følte, at billedet var opstillet, mens andre tolkede det som taget i ren affekt.

Intentionen med selfies er at skabe en følelse af nærvær, men det virker modsat, hvis billedet fremstår planlagt. Dette er ifølge vores informanter især tilfældet for statsministeren, hvormed illusionen om øjebliksbilledet brydes. Vermunds selfie bryder ligeledes med øjeblikket, da kontrasten mellem hendes store smil og den utilfredse tekst skuer og virker provokerende på flere modtagere. Den manglende sammenhæng bryder selfiens iboende nærvær, hvilket går ud over Vermunds troværdighed.

Det samme er tilfældet, når Olsen Dyhr genbruger samme billede i forskellige kontekster tre gange inden for kort tid. Genbruget svækker hendes troværdighed, fordi hun bryder illusionen om, at hun inviterer modtageren ind i et følsomt øjeblik i sin baghave, når vi møder samme billede i en ny kontekst. Når politikerne bryder nærværet, risikerer de altså, at billedet mister sin “effekt” – så selvom man ser knaldgodt ud på sin selfie, bør man tænke over autenticiteten.

Facebook-opslag kan skabe direkte kontakt

Når politikerne deler et selfie, kan det ses som en Small Act of Engagement. Dette dækker over alle handlinger fra at lave opslag, like, kommentere eller dele, så længe de virker ubesværede, afslappede og tilfældige og kun kræver en lille investering fra afsenderen. Med deres Small Act of Engagement ønsker politikerne at præsentere sig selv, skabe en identitet og opbygge relationer i stedet for at producere information. Det ser vi tydeligt i patosappellerne, signalet om almindelighed og forsøget på at skabe identifikation og nærvær.

Selfierne får mange likes og kommentarer, der kan fodre algoritmerne. Når statsministeren steger frikadeller på åben skærm, skaber det ikke kun indignation, men også ønsker om velbekomme og en god aften. Jakob Ellemann får utallige kommentarer om et forsinket tillykke med fødselsdagen, mens de øvrige opslag trækker mange meningsudvekslinger til sig, da opslagene skaber tilkendegivende kommentarer eller sætter gang i en debat.

Politikerne kan med fordel deltage i debatten i kommentarsporet for at understrege, at de er til stede og villige til at gå i dialog. Der er dog stor forskel på, om de gør brug af denne mulighed. Både Frederiksen og Ellemann er passive, efter opslaget er lagt ud. Ikke så meget som et “tak” eller “i lige måde” sendes tilbage. Olsen Dyhr, Vermund og Thulesen Dahl deltager derimod i debatten i kommentarsporet, hvilket skabte en meget positiv reaktion i undersøgelsen. Selv de informanter, som ellers var negativt stemt over for de givne politikere, tilkendegav deres respekt for interaktionen i kommentarsporet.

Ansigter skaber nysgerrighed

Vores undersøgelse viste, at man generelt er mere positivt indstillet over for opslag uden selfies, fordi de ofte fremstår mere saglige. Til gengæld får disse opslag ikke samme opmærksomhed, fordi de ikke har samme affektive påvirkning. Trods en tydelig irritation over selfierne, vækker de alligevel stor nysgerrighed: Vi vil vide, hvorfor Thulesen Dahl ser så utilfreds ud.

Vi reagerer kraftigere på opslag med selfies. De får os til at stoppe op og undersøge ansigtet, hvorimod vi hurtigt scroller videre fra opslag uden ansigter. Derfor elsker algoritmerne selfies, fordi de får os til at blive hængende. Selv når vi ikke bryder os om et selfie med et vredt udtryk, bliver vi nysgerrige på det. Vrede er en aktivitetsmobiliserende følelse, der får os til at handle – vi liker, kommenterer eller ser længere tid på det vrede selfie. Modtageren interagerer derfor med selfies, fordi ansigter skaber affekt, som Fausings teori siger. Derfor skaber selfies følelsesmæssig opmærksomhed på sociale medier og bliver favoriseret af Facebooks algoritme.

Er selfies en trussel for demokratiet?

Vi har nu slået fast, at politikerselfies virker, fordi vi bliver nysgerrige på ansigter og giver dem opmærksomhed. Spørgsmålet er nu, om i det hele taget er demokratisk forsvarligt, at politikerne bruger Facebook til at promovere sig? 

Politikerne undgår journalisternes kritiske perspektiv, når de fører valgkamp på eget domæne og kun fremviser det, de ønsker – et problem, vi møder oftere og oftere, når politikere afviser at stille op til interviews, men i stedet henviser til deres Facebookopdatering. Ved at efterligne visuelle og kommunikative træk hos populære influencere bliver politik en kamp om følgere snarere end vælgere, idet signalet om det private vinder frem, og hjemmestegte frikadeller får en lige så prominent rolle som politiske budskaber.

Når politikerne deler et opslag, muliggør de debat i den dertilhørende tråd. Dette danner grobund for det, vi i retorikken kalder retorisk medborgerskab; altså ikke blot frihed og rettigheder som borger, men debat og aktiv deltagelse samfundet. Facebooks dialogiske funktion giver borgerne en stemme. De kan debattere direkte med politikerne i tråden og engagere sig i samfundsdebatten, hvilket virker som katalysator for retorisk medborgerskab. Men når politikerne ikke selv deltager i debatten, men blot bruger Facebook som en Small Act of Engagement, brydes præmissen for dialogen. Politikerne kommunikerer til følgerne frem for at kommunikere med dem.

Algoritmerne er med til at skabe ekkokamre, da medieforbrugerne mest af alt bliver præsenteret for det, de i forvejen er enige med. De fleste møder kun de politikere, de selv aktivt har valgt at følge, eller som algoritmen har beregnet, at de vil bruge tid på. Det betyder potentielt, at borgerne ikke bliver udfordret på deres politiske ståsted. Det er alt andet lige en udfordring, som demokratiet og den moderne politiker arbejder under.

Så hvorfor var det nu lige, at selfies er et attraktivt politisk virkemiddel?

Vores undersøgelse viste, at politikere bruger selfies til at appellere til vælgernes følelser, vise sig som almindelige borgere og for at skabe identifikation. Selfierne skaber en illusion om, at modtagerne inviteres ind i et nærværende øjeblik, selvom dette sjældent er tilfældet, da selfierne ofte fremstår opstillede. Alligevel muliggør de en direkte kontakt mellem politiker og vælger, da opslaget åbner et kommentarspor. Kun få politikere gør dog aktivt brug af denne mulighed, og opslaget er derfor blot et udtryk for en Small Act of Engagement, da politikerne har gjort det til en fast rutine at vedligeholde deres tilstedeværelse med opslag i vælgernes feeds.

Til trods for vores informanters overvejende negative indstilling til politikernes selfies, kan vi se, at ansigter skaber nysgerrighed, der får dem til at interagere mere med selfies end opslag uden ansigter. Selfies er altså nyttige, fordi ansigter tiltrækker opmærksomhed. Selvom de fleste informanter bliver irriterede over at se politikerens ansigt i et opslag, der handler om en faglig sag, viser informanternes tanker også, at ansigtsmimikken skaber en nysgerrig lyst til at finde ud af, hvorfor politikeren har lagt sit ansigt i de pågældende folder. Med andre ord: Er du træt af at se politikerselfies i dit feed? Så lad være at give dem opmærksomhed.

Forfatteren anbefaler:

Dahl, K.T. (2021, 11. oktober). TESFAYE GENNEMFØRER VILD LEMPELSE AF REGLERNE OM FAMILIESAMMENFØRING! Nu kan flygtninge med midlertidig opholdstilladelse få deres familie til Danmark allerede [statusopdatering]. Facebook. https://www.facebook.com/KristianThulesenDahlDF/posts/432660154890224 

Frederiksen, M. (2021, 3. juni). Kan godt mærke, at vi var i gang 15-16 timer i går i Folketinget. Holder fri i aften. Om lidt [statusopdatering]. Facebook. https://www.facebook.com/57497067718/photos/a.175998657718/10159154383442719 

Vermund, P. (2021, 13. oktober). VENSTREFLØJENS UDGIFTSLOV ER ET FATTIGT SVAR Jeg er helt enig med Dansk Erhverv og Dansk Industri, som i dagens Berlingske [statusopdatering]. Facebook. https://www.facebook.com/PernilleVermundNB/posts/409958600485251 

Ellemann-Jensen, J. (2021, 28. september). Det er ikke alle opslag, der behøver at handle om politik. Jeg havde fødselsdag i lørdags, og jeg har fået [statusopdatering]. Facebook. https://www.facebook.com/jakobellemann/posts/400699661425519 

Dyhr, P.O. (2021, 9. august). FN’s klimarapport er tung læsning Det er nu slået fast med syvtommersøm, at vi skal handle, og at [statusopdatering]. Facebook. https://www.facebook.com/pia.olsen.dyhr/posts/374232427400234