“I ser til i realtid”: Præsident Zelenskijs retoriske balancegang mellem appel og anklage

For en uge siden talte Ukraines Præsident Zelenskij til de danske politikere i Folketinget. En tale der demonstrerede den svære retoriske balancegang mellem appel og anklage – og som uden at imponere alligevel fik retorisk kraft gennem beskedne midler. Professor i retorik Lisa Villadsen analyserer.

af Lisa Storm Villadsen, professor i retorik v. Københavns Universitet

4. april 2022 ·  5 minutter læsetid

“Kan vi få at vide, om man kan se os i København?”

Dette spørgsmål fra Volodymyr Zelenskij til hans teknikere udsprang af tekniske vanskeligheder, da han ellers sad klar til at tale via videolink til medlemmerne af det danske folketing. Men i overført forstand kunne det stå som overskriften for hele den række af taler, han i løbet af de sidste uger har givet til vestlige lovgivende forsamlinger om de militære og humanitære vanskeligheder, som Ukraine kæmper med som følge af Ruslands angreb på landet:

“Ser I os?”

Den ukrainske præsidents taler, først til det russiske folk og siden til vestlige landes regeringer, kombinerer moderne digitale kommunikationsformer og den politiske leders ældste værktøj: den direkte, mundtlige henvendelse til et bestemt, afgrænset publikum.

Aldrig før har vi set og hørt et besat lands leder tale næsten dagligt til den omverden, han eller hun håber vil træde til og hjælpe. Man kan spørge sig selv, hvorfor Zelenskij finder tid til netop at holde taler. Svaret ligger i kombinationen af digital teknologi og ordets magt: Teknologien gør det muligt for Zelenskij at være til stede, ligefrem midtpunkt, blandt vestens politiske beslutningstagere; beskæringen af billedet gør, at de så at sige kommer til at sidde over for ham, og at han ser dem direkte i øjnene.

Han får altså en meget konkret tilstedeværelse i Vesten, selvom han befinder sig i sikkerhed i en kælder et sted i Ukraine. Og med sine ord kan han omvendt både tage sit publikum med ind i krigens virkelighed, som den opleves i Ukraine, og være forbindelsesled mellem ukrainere og andre landes befolkninger. Siddende i armygrøn t-shirt i et intermistisk indrettet rum fremstår Zelenskij som en statsleder der ikke kerer sig om sin person, men kommer lige fra krigen og siger det som det er.

 

Vi skal kunne genkende os selv

Retorisk betragtet tjener de videobårne taler to overordnede funktioner: Nærvær og identifikation. Ved at give en helt bogstavelig synlighed for Zelenskij og det land, han repræsenterer, sikrer de, at Vesten hele tiden bliver mindet om krigen i Ukraine. I vor tids hektiske nyhedsstrøm er det nødvendigt at kæmpe for synlighed, fordi der er en risiko for, at selv en invasionskrig kan glide ned ad prioriteringslisten. Zelenskij fastholder krigen for vores øjne: “Det, de russiske tropper gør i Mariupol, det er en forbrydelse mod menneskeheden, og den finder sted for øjnene af hele kloden. I ser til i realtid”, minder han om.

Dette nærvær forstærkes af Zelenskijs rapportering om krigen, som veksler mellem at tegne et generelt billede og derefter bringe os tæt på dets detaljer. Parallelt med at skildre krigens mangeartede rædsler og sammenligne ødelæggelserne med dem under 2. verdenskrig trækker Zelenskij tilhøreren med på en imaginær og kaotisk tur gennem sønderbombede byer:

“Boligkvarterer er blevet ødelagt, infrastruktur er blevet ødelagt, helt almindelige civile mennesker er blevet dræbt, sprængt i luften, universiteter, skoler, børnehaver, 773 af den slags institutioner i alt, forestil Dem det.” 

Opremsningen af institutioner, der spiller en rolle i mange menneskers hverdag, også i Danmark, er en effektiv måde at beskrive Ruslands terrorbombardement, så ruinerne og rædslen står lyslevende for tilhøreren. Det samme går igen, da han beskriver flygtningestrømmene i det vestlige Ukraine, først i tal, så med billeder af udbrændte biler i vejsiden og sidst med omtalen af børn fundet stående på vejen ved siden af deres dræbte forældre. Vi kan se det for os, og med den direkte appel til tilhøreren, “Forestil Dem det”, appeller Zelenskij stærkt til, at vi fastholder opmærksomheden på krigen i Ukraine. Desuden er det en appel til danske politikeres empati.

Denne empati og indlevelse i den frygt og smerte, som ukrainere lever i, kan kun opstå, hvis tilhørerne i en eller anden forstand identificerer sig med ukrainere. En grundlæggende betingelse for at lade sig påvirke, måske ligefrem overbevise, af andres ord er, at vi kan genkende os selv, om så bare en lille smule, i dem – at der opstår et mål af identifikation mellem taler og publikum. Den identifikation skaber Zelenskij igen ved at blive konkret beskrivende:

“Og her til morgen blev en af vores sydlige byer ramt, det var byen Mykolaiv, det var en skibsværftsby, det er en fredelig by, en by som kun drømmer om én ting, om at få genoprettet sin storhed som et centrum for værftsindustrien for Sortehavet”

Omtalen af angrebet på byen Mykolaiv er velegnet til at bringe krigens gru tæt på danskere. Også Danmark har fredelige skibsværftsbyer, der har set bedre tider. Man forestiller sig Nakskov eller Frederikshavn en forårsmorgen. Uden at vade i det antyder Zelenskij identifikationspunkter mellem Danmark og Ukraine, ligesom han har trukket lighedspunkter frem mellem Ukraine og andre lande han har talt til. Mest opmærksomhed herhjemme fik hans omtale af den danske tradition for at tænde stearinlys, når der skal hygges. Denne lille og meget kulturspecifikke detalje var umiddelbart genkendelig for et dansk publikum, som altså kunne føle sig “set” af Zelenskij.

Med omtalen af, hvordan ukrainere tænder lys i kirkerne for at mindes de døde, skabte han en direkte mulighed for identifikation de to folk imellem gennem ritualet med at brænde lys. Den identifikation fik samtidig kontrasten mellem, hvilken rolle stearinlyset spiller i danske og ukrainske familier, til at stå skarpt frem: Ukraniere sørger, mens danskere hygger. Det er en meget vellykket patosappel, der med små midler satte trumf på Zelenskijs budskab til Danmark om at gøre mere for at håndhæve sanktioner mod Rusland og medvirke til mere aktivt fællesskab for Ukraines sag i EU.

 

At kritisere hånden der giver

Hermed kommer vi frem til den sværeste udfordring i denne og de øvrige taler, Zelenskij har holdt til vestlige regeringer, nemlig at kritisere, hvad der fra ukrainsk side må ses som lunken tilbageholdenhed (fx afslag på aktivt at beskytte Ukraines luftrum) og samtidig bede om så megen hjælp, som det trods alt er muligt, fra Vesten. En passage håndterer dette dilemma særligt elegant. Jeg har allerede citeret første del en gang: “Det de russiske tropper gør i Mariupol, det er en forbrydelse mod menneskeheden, og den finder sted for øjnene af hele kloden. I ser til i realtid.”

De efterfølgende tre retoriske spørgsmål: “Hvorfor er det overhovedet muligt?; Hvorfor er verden ikke grebet ind?; Hvorfor har man ikke standset denne bølge af krigsforbrydelser begået af Rusland?” er det oplagt at høre umiddelbart som henvendt til Vestens samvittighed – ikke mindst fordi den foregående citatstump jo netop slutter med en direkte henvendelse til tilhørerne, det danske folketing. Her kommer Zelenskij så tæt, han kan, på direkte at anklage Vesten for dens manglende indgriben. Men man får sjældent noget ud af at bide den hånd, der skal give en hjælp. Så lige så snart som denne stikpille er givet, drejer Zelenskij i de efterfølgende sætninger retningen for sine kritiske spørgsmål og siger:

“Det er ikke blevet standset, det har stået på siden d. 24. februar i år, og svaret er fuldstændig enkelt og kynisk, de mennesker som godkendte de beslutninger, der blev truffet i Rusland, har håbet på at dette kan ske ustraffet, og de håber, at man kan omgå sanktionerne”.

Den egentlige anklage er altså mod Ruslands ledelse. Zelenskij går herfra direkte videre til appellen til de danske politikere om at støtte arbejdet med den internationale krigsforbryderdomstol, blokade af handel med Rusland og værn om menneskerettigheder, alle sammen ting, som danske politikere er engageret i.

Zelenskijs tale til det danske folketing var ikke en oratorisk præstation, hvis man måler på mindeværdige budskaber og formfuldendte formuleringer, og omtalen af Janteloven som et andet dansk særkende faldt nærmest til jorden. Men med beskedne midler udviste den retorisk kraft – ikke kun ved at skabe synlighed og lydhørhed for Ukraine gennem retorisk nærvær og identifikation, men også gennem det bemærkelsesværdige – at lederen af en fattig, besat og delvist ødelagt stat havde overskud og format nok til at tale om en fremtid, hvor Ukraine skal genopbygges, og i den sammenhæng vise den danske befolkning, at den kan handle symbolsk (med stearinlys), politisk (med økonomisk blokade af Rusland og i EU-regi) og praktisk (med hjælp til genopbygning af den ødelagte havneby).

Denne synliggørelse af tilhørernes handlekraft var talens stærkeste træk; Zelenskij sikrede ikke bare, at hans land bliver set, men at Vesten blev holdt fast på sine muligheder for at hjælpe Ukraine.