Videnskabsretorikkens oratoriske ormehuller

Videnskaben, med dens sterile laboratorier og milliondyre maskiner, drager ofte fordel af sit image som værdineutral og ikke-retorisk. Men selvfølgelig er virkeligheden mere kompleks end som så. Velkommen til videnskabsretorik – et område, der insisterer på, at folk i hvide kitler med fornemme titler i dén grad udøver retorik. 

af Frederik Appel Olsen, Ph.D. stipendiat i retorik v. Københavns Universitet

3. september 2021 ·  9 minutter læsetid

Den amerikanske fysiker Richard Feynman bliver ofte tilskrevet den lettere provokerende bemærkning om, at videnskabsfolk har ligeså meget brug for filosoffer, som fugle har for ornitologer. Det vil sige: slet ikke. På universiteternes afdelinger for videnskabsfilosofi kan man gøre sig en masse tanker om, hvordan videnskaben fungerer og udvikler sig – hvornår vi ved noget om verden – men i praksis fortsætter laboratorielivet uanfægtet af filosoffernes højtravende idéer.

Dette er nok sat lige lovlig på spidsen, men ikke desto mindre er det en relevant bekymring. Og vi må spørge os selv: Kan man sige det samme om retorikken? Er vi bare tilskuere til videnskabens vilde liv, eller har vi noget at bidrage med?

I feltet videnskabsretorik (eller Rhetoric of Science), som min egen forskning falder inden for, mener man at kunne svare nej til ovenstående: Retorik er langt fra irrelevant for videnskab, men derimod et vigtigt element. Og eftersom tidens globale problemer ­– pandemier og klimaforandringer – har så tæt en forbindelse til videnskabens fund, diagnoser og teknologiske løsninger, bliver det kun mere og mere relevant at se på videnskabens retoriske sider. For som Aristoteles lærte os for et par årtusinder siden, beskæftiger retorik sig jo netop med rådslagning om fremtidens problemer.

I denne artikel vil jeg derfor introducere forskellige indgange til forskningsfeltet videnskabsretorik; et felt, der har mindst ligeså stort vingefang og rækkevidde som en vandrealbatros.

Videnskab har altid en retorisk slagside

Ifølge den amerikanske videnskabsretoriker Leah Ceccarelli antager en forsker i videnskabsretorik altid, som Kenneth Burke gjorde, at vi ser verden gennem de ”terministic screens”, som vores sprog er udgjort af. Hvis vi på denne måde anerkender, at sproget altid har en retorisk slagside, så åbnes døren naturligvis for retoriske analyser og kritikker af videnskabsfolks retorik. 

 Et tidligt videnskabsretorisk studie er Joseph Gusfields ”The Literary Rhetoric of Science: Comedy and Pathos in Drinking Driver Research” fra 1976. Som titlen antyder, læser Gusfield videnskabelige artikler om spritkørsel som litterære tekster. Hans pointe er, at selvom videnskabspersoner ofte forstår deres formidling af resultater i en ”window pane theory” – hvor det sproglige udtryk neutralt og gennemsigtigt formidler de videnskabelige fakta – så er der reelt tale om en bestemt litterær og retorisk stil, som bruges til at overbevise om korrektheden af forskningen.  

Videnskabsfolk er i stand til at hævde, at deres forskningsfund ikke er resultat af argumentation, men kommer direkte fra naturen selv

Alan Gross har i sit efterhånden klassiske værk The Rhetoric of Science fra 1990 gået til videnskabelige artefakter på en lignende måde. Han påpeger, at de klassiske appelformer logos, etos og patos altid er til stede i den videnskabelige tekst, men at videnskabelige teksters overtalelseskraft ofte opstår netop fordi vi ser dem som ”ikke-retoriske”.

Dette fænomen kalder Gross for videnskabens ”nyttige illusion”: Videnskabsfolk er i stand til at hævde, at deres forskningsfund ikke er resultat af argumentation, men kommer direkte fra naturen selv. Og naturen kan man jo ikke debattere med (selvom man kan ødelægge den, og den kan ødelægge os).

Fra sort hul til ormehul

Videnskabens sprog er altså i denne forstand ligesom al anden sprogbrug: aldrig uskyldigt! Det ved vi både fra videnskabsretorikken og fra feministisk videnskabsteori, der siden 1980’erne har kritiseret tanken om videnskabelig objektivitet som et ikke-kropsligt, værdineutralt ”blik fra intetsteds”.

Et helt banalt eksempel på dette er, at vi på dansk ofte taler om videnskabsmænd og bruger dette ord ureflekteret som betegnelsen på personer, der laver videnskab. Eller tænk på det rige metaforsprog, som videnskaben byder på. I astrofysikken taler man f.eks. om sorte huller, selvom de faktisk ikke er huller som sådan. Ikke desto mindre bruger videnskabsfolk denne metafor til at guide forståelsen af et kosmologisk fænomen.

Endnu en velrenommeret videnskabsretoriker, Lynda Walsh, har peget på, at betegnelsen sorte huller ledte videre til kosmologen Karls Schwarzchilds teori om ormehuller – netop på grund af det sammenlignelige sproglige billede, man valgte at bruge: hullet. Dette stemmer overens med pointer fra Ken Baakes Methaphor and Knowledge fra 2003, hvor han studerer den sproglige side af videnskabsfolks arbejde ved Santa Fe Institute i Californien. Baakes dybdegående undersøgelser af forskernes metafor(stor)forbrug viser, at metaforer er et uundværligt værktøj i det videnskabelige arbejde.

Eksemplerne vælter ud, når man først får øje på dem. I hjerneforskningen har man eksempelvis ofte draget en analogi fra hjernen til computeren, hvilket har haft en stor indflydelse på, hvordan man forstår hjernen – som en slags informationsprocesserende maskine – hvilket igen påvirker de konkrete forskningsvalg og -resultater.

Drivhuseffekter, dværgplaneter, DNA som arv – tænk (og skriv og tal) selv videre. Metaforer er blot ét sprogligt træk ud af mange ved videnskabelig diskurs, men det er ikke til at komme uden om. Videnskabsretorikere kan hjælpe med at udpege dette retoriske vokabular hos videnskaben og forstå, hvordan det fungerer. Hvad kan være kritisabelt ved det? Hvad kan være produktivt?

“Videnskaben har talt!”

Imidlertid er videnskabelig diskurs ikke blot noget, der foregår nørd til nørd. Den krydser også frem og tilbage mellem den såkaldt tekniske og offentlige sfære. Faktisk kan man argumentere for, at den tekniske sfære selvfølgelig også er offentlig, og at videnskab altid foregår i et bestemt politisk og ideologisk miljø.

Medierne er fyldt med nyheder om, hvilke fabelagtige fund, videnskaben har gjort. ”Videnskaben har talt: Tre glas cola om dagen forebygger kræft!” udbasunerer dagbladet, formentlig unøjagtigt, som var Videnskaben en taler, en orator, der træder frem og afgør sager om cola og kræft én gang for alle. Ligeledes er videnskabsfolk selv aktive i den offentlige debat og bruger deres ekspertstatus – deres videnskabelige etos – til at udtale sig om alt fra vacciner til laviner.

Men igen har nævenyttige videnskabsteoretikere ormet sig ind og forlangt en lidt grundigere granskning af videnskabsfolks retoriske etos.

Netop etos-appellen har stået centralt i undersøgelsen af videnskabsfolks retorik, og på sin vis går den forud for videnskabsretorikken som forskningsområde. Sociologen Robert Merton skrev allerede i 1942, at videnskabens etos skal ses som et set af tekniske og moralske normer, som videnskaben skal arbejde efter for at opretholde offentlighedens tillid, de såkaldte CUDOS-normer: ’communism’ (ikke i Marxsk forstand), ’universality’, ’disinterestedness’ og ’organized skepticism’.

Det at være ”disinterested”, altså neutral, og udtale sig ”universelt”, går jo godt i spænd med Gusfield og Gross’ nyttige illusioner og vinduesrudeteorier for oven. Men igen har nævenyttige videnskabsretorikere ormet sig ind og forlangt en lidt grundigere granskning af videnskabsfolks retoriske etos.   

På den ene side kan vi se på, om det faktisk er disse neutralitetsnormer, som offentligheden forbinder med videnskabspersoner.

Ceccarelli har for eksempel set på, hvordan moderne zombiefilm afbilleder videnskabspersoner som henholdsvis “clumsy naïve” (i World War Z), “helpless victim” (i 28 Days Later) og “heroic savior” (i I Am Legend). Jeg har også med udgangspunkt i samme tilgang set på videnskabspersonens etos i HBO’s miniserie Chernobyl fra 2019 og døbt denne en ”parrhesiates-etos”: ikke en heroisk redningsmand, men en person, der ikke ønsker det, men alligevel ikke kan lade være med at tale sandhed til magten, på trods af stor fare for sig selv.

Det, som denne retorisk-kritiske tilgang til populærkulturelle fremstillinger af videnskaben kan bidrage med, er at belyse hvordan vi forstår forholdet mellem videnskab og samfund i dag. I takt med at disse etos-konstruktioner cirkulerer i samfundet bliver vores billede af den person, der udfører videnskabeligt arbejde formet. Hvem kan blive forsker? Hvad kan man gøre og sige i den rolle? Hvem ved noget?

På den anden side kan vi se på, hvordan videnskabsfolk selv iscenesætter sig gennem deres retorik til den øvrige offentlighed. Og hvilket bedre sted at starte for videnskabsretorikeren end ved protester og demonstrationer, hvor videnskabsfolk bryder den traditionelle rolle og kæmper for en sag.

Aktivistisk etos

Jeg påpegede for oven, at flere har udråbt på videnskabens nyttige illusion – det trick hvor videnskabens retorik kan nægte at være retorisk og derigennem opnå tilslutning – som dens stærkeste retoriske våben. Men virker det altid, og er det altid med denne illusionistiske logos-appel, videnskabsfolk bør udtale sig?

Jeg mener, at denne forståelse af videnskabens etos er under opbrud. Særligt på klimaspørgsmålet er videnskabsfolk begyndt at intensivere politiske og aktivistiske udtryk. Videnskabsaktivisme er ikke et nyt fænomen, og har eksisteret i forskellige afskygninger lige så længe som videnskaben selv.

Men bevægelserne lige nu er bemærkelsesværdige: Historiens største internationale protestbevægelse af videnskabsfolk så dagens lys med March for Science-kampagnen i 2017. Åbne breve underskrevet af tusindvis af forskere, der beder beslutningstagere om at tage klimakrisen alvorligt og handle på den, florerer hyppigere end nogensinde. Den ikke-voldelige og civilt ulydige Extinction Rebellion-bevægelse har endda en afdeling for videnskabsfolk.

Sidstnævnte udførte i weekenden 25.-28. marts 2021 den første af flere internationalt koordinerede aktioner, hvor videnskabsfolk afbrød undervisningen for at tale om klimakrisen, klistrede offentlige bygninger ind i videnskabelige artikler og sultestrejkede.

Videnskab har lige så meget brug for retorik, som udrydningstruede fuglearter har brug for vildtlivskonservatorer

På Extinction Rebellion Scientists’ Instagram-profil uploadede bevægelsen en video, hvor uhyggelige klip fra virkeligheden (tørke, skovbrande, en bil der skylles væk i en oversvømmelse, som var den et stykke skrald) glider henover skærmen, mens en schweizisk fysiker og klimaforsker advokerer for politisk klimahandling. Iført hvid laboratoriekittel står hun foran en offentlig bygning, hvor hendes medaktivister er i gang med at klistre overdimensionerede videnskabelige artikler på glasfacaden.

Videnskabsfolk er bange for at blive set som alarmistiske, argumenterer hun: ”Vi kan ikke bare skrive artikler og så tro, at verden vil reagere passende. Sådan er det ikke. Videnskabsfolk må handle i overensstemmelse med deres advarsler til menneskeheden. Vi skal tale meget, meget højere.” (min oversættelse).   

Extinction Rebellion Scientists’ officielle erklæring til støtte for ikke-voldelig civil ulydighed siger det tydeligt: ”As scientists, we have an obligation that extends beyond merely describing and understanding the natural world to taking an active part in helping to protect it.” I denne forståelse følger det altså direkte af videnskabspersonens rolle som videnskabsperson, at de skal udvise praktisk klogskab og agere moralsk.  

Hvor har vi mødt disse etosdyder før? (Hint: Han er gammel, han er græker.)

På med gummistøvlerne

Der er selvfølgelig et vadehav af andre måder at arbejde med videnskabsretorik på: Hvordan bliver følelsesappeller brugt i den offentlige debat om videnskab? Hvordan bruger videnskabsfolk illustrationer og anden visuel retorik til at formidle og overbevise? Hvilke ideologier styrer moderne videnskabelig diskurs? Er Eske Willerslev en bedre retoriker end tvillingebror Rane?  

Videnskab er ikke ”bare retorik”; det er der nok ikke noget, der er (ikke engang retorikken selv). Men som jeg håber på at have argumenteret overbevisende for i denne artikel, er videnskab aldrig afkoblet fra dens retoriske dimensioner. Forestillingen om en ikke-retorisk videnskab giver lige så meget mening som forestillingen om et univers uden mystisk mørkt stof til konstant at udvide det.    

At lave retoriske kritikker af videnskabelig retorik er ikke det samme som at sable den ned (selvom dette også kan være en legitim målsætning). Det retoriske benarbejde kan i sidste ende komme videnskaben selv til gode og komme med indspark til, hvordan videnskaben bedre kan trænge igennem til en offentlighed, der er udsat for mange andre magtfulde stakeholders, der hvisker hidsigt i alle de ører, de kan få fat i – og som gerne sparker nedad og døre ind.      

Vi retorikere kan jo faktisk godt lide at sætte tingene lidt på spidsen (og nogle gange decideret spidde dem), og for at vende tilbage til Feynmans ornitologi-analogi, kan man måske omformulere til vores eget fags formål: Videnskab har lige så meget brug for retorik, som udrydningstruede fuglearter har brug for vildtlivskonservatorer.

Så det er bare om at trække i gummistøvlerne og vade ud i videnskabens vidunderlige og vidtudstrakte vådområde. Måske finder du en sjælden art?

 

Forfatteren anbefaler:

Ceccarelli, Leah (2020): “Language and science from a rhetorical perspective” s. 9-20 i Routledge Handbook of Language and Science (red. David Gruber og Lynda Olman)

Gusfield, Joseph (1976): “The Literary Rhetoric of Science: Comedy and Pathos in Drinking Driver Research” American sociological review, Vol.41 (1), s. 16-34

Gross, Alan G. (1990): The Rhetoric of Science, Harvard University Press

Haraway, Donna J. (1988): ”Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective“, Feminist studies, Vol.14 (3), s. 575-599

jQuery(function ($) { //open toggle on button click $('a.open-toggle').on('click', function(event){ $('#toggle3.et_pb_toggle_2 .et_pb_toggle_title').click(); }); });