Indførelsen af demokrati er ikke nødvendigvis et fremskridt for kvinder

Hvordan var forholdet mellem retorik, demokrati som styreform og kvinders politiske indflydelse i antikken? Den demokratiske transformation af oldtidens Athen, som hænger uløseligt sammen med retorikken, var næppe et fremskridt for kvinder. Et dyk ned i græske tekster om Athens storhedstid i midten af 5. årh. f.Kr. viser, at demokratiet altid har været konfliktfyldt, og at det enkelte individ er indskrevet i dilemmaer og indbyrdes modstridende pligter.

af Hanne Roer · lektor i retorik v. Københavns Universitet

16. september 2021 ·  9 minutter læsetid

Når retorikere stadig søger tilbage til den klassiske retorik, skyldes det primært, at retorik spillede en stor en rolle i det direkte demokrati i Athen, hvor magten var overgået fra aristokratiske slægter til demokratiske råd og valgte politikere. Demokratiet varede fra ca. 500 til ind i det 4. århundrede f.Kr., hvor Alexander den Stores erobring af Grækenland i 322 f.Kr. satte en stopper for de græske bystaters selvstændighed. Den demokratiske styreform i Den athenske bystat, polis, med dens offentlige pladser og demokratiske bygninger, som rådhuse og teatre, inspirerede andre græske byer og blev en eksportvare i store dele af middelhavsområdet. Selv om eksperimentet var kortvarigt, fik polis-modellen en stor udbredelse i antikken og har været et ideal for eftertiden. Men var det græske demokrati nu den ideale syntese af retorik og demokrati, som det har fået i moderne tid og ikke mindst blandt retorikere?

Lad os dykke ned i tiden omkring 430 f.Kr., der lader til at have været et særligt vendepunkt. Ifølge historikeren Thukydid priste Perikles i sin gravtale over de faldne soldater i det første år af den peloponnesiske krig (429) byen Athen som et mønster for de andre græske stater: i Athen herskede nemlig demokrati, kultur og velstand, kunst og tolerance, ytringsfrihed og harmoni. Perikles’ portræt af Athen som et demokrati med ytringsfrihed, der fører til lykke og frihed, har i mindst 200 år været en kanonisk tekst i moderne, vestlige demokratier. I talen fylder den idealiserede fremstilling af byen det meste af talen og er belægget for Perikles’ argument: Denne by er værd at dø for.  Hans lakoniske ord til de efterladte unge forældre (“I kan få nye børn”) og de gamle (“I skal alligevel snart dø”) viser, hvordan krigen dehumaniserer. Han bemærker, at den bedste omtale for en kvinde er ikke at blive nævnt; derfor vil han ikke trøste enkerne. Det er en græsk topos: anonymitet er en dyd for kvinder, der skulle blive inde i huset (endon menein), bortset fra ved religiøse fester. Kvinder var udelukkede fra demokratiet og dermed fra politisk retorik.

Det er endnu en stjernetale, der er utænkelig uden Perikles, og som stadig genlyder i amerikanske præsidenters taler over faldne i krig.

Det glorificerede billede af Athen som demokratiets vugge tjener som en dramatisk ouverture til Thukydids historieværk om den peloponnesiske krig mellem Athen og Sparta (430-404), der blev begyndelsen til Athens nedtur. Han har sikkert malet det idylliske billede som kontrast til de følgende, dystre begivenheder under den peloponnesiske krig. Det glorificerede billede af Athen er ikke desto mindre blevet dyrket i det 19. århundrede og tidlige 20. århundredes demokratibevægelser, som i den amerikanske Greek Revival, der er baggrunden for en af Lincolns største taler, the Gettysburg Address (1863). Det er endnu en stjernetale, der er utænkelig uden Perikles, og som stadig genlyder i amerikanske præsidenters taler over faldne i krig.

Aspasia: undtagelsen der bekræfter reglen

I de seneste årtier har retorikhistorikere haft et mere kritisk fokus på det store flertal af kvinder, fremmede (metøker, dvs. tilflyttere uden borgerstatus) og slaver uden formel politisk indflydelse i det klassiske Athen. At kvinderne så eksplicit udstødes af det demokratiske rum i Perikles’ tale, skyldes måske mere Thukydid end den historiske Perikles. Vi ved dog, at Perikles siden midten af 440’erne dannede par med Aspasia, en kvinde der kom fra Miletos i Lilleasien, og som han ifølge den meget senere filosofihistoriker Diogenes Laertios (180-240) kyssede hver morgen (cf. Jarratt og Ong). Deres søn fik borgerrettigheder, skønt Perikles havde indført en lov, der begrænsede athensk borgerskab til dem med to forældre fra Athen. Aspasia er kendt fra flere antikke kilder som Aristofanes’ komedie Acharnerne (425 f.Kr.), Platons Menexenos og Plutarks (ca. 45-100) Perikles-biografi. De beskriver alle Aspasia som en politisk kyndig kvinde, der ikke passede ind i de gængse, græske kvinde-kategorier (kone, konkubine, hetære).

Hun skulle også have diskuteret med Sokrates, ifølge Plutark, og måske dyrkede hun en samtaleteknik lig den sokratiske spørgemetode. Sokrates yndede at stille sine samtalepartnere over for to muligheder, som de kunne vælge som svar på hans spørgsmål, og dermed styrede han ganske effektivt den filosofiske samtale hen mod hans egne pointer – det som ifølge ham var sandheden. Begge har sikkert været påvirket af de sofister, ’undervisere i visdom’, der flokkedes til Athen på dette tidspunkt (anden halvdel af det 5. årh. f.Kr). Sofisterne underviste mod høje salærer i veltalenhed og argumentationsteknikker, og det gjorde dem populære i Athen, hvor enhver mand skulle kunne tale sin egen sag i retten og i de demokratiske forsamlinger. Det kan ikke undre, at Platon, der i flere af sine dialoger (Gorgias, Protagoras, Phaidros) kritiserede sofisterne for at adskille form og indhold, for grådighed og manglende moral, også har et udestående med Aspasia, som spilles ud i den lille, men stærkt komplicerede dialog Menexenos. Den er vanskelig at datere, men den fiktive tid må være kort tid efter Perikles’ gravtale. Hvor Thukydid skrev på tre årtiers afstand, skrev Platon på endnu længere distance fra dette historiske vendepunkt.

En rodebunke af en gravtale

 Handlingen i Menexenos er den tilsyneladende enkle, at en retorik-begejstret ung mand (som så ofte hos Platon) fortæller Sokrates, at Rådet leder efter en mand, der kan holde årets gravtale for de døde i krigen. Han opfordrer Sokrates til at melde sig. Sokrates skamroser retorernes evne til at rive folks sjæle med sig og siger, at han da sagtens kan holde en tale, for han har haft den bedste talelærer, nemlig Aspasia. Hun har jo skabt den største taler i Athen, Perikles, og han har netop forleden hørt hende komponere en gravtale. Den stykkede hun sammen af dele fra Perikles’ gravtale, som Sokrates hævder, at hun har skrevet, og af nye dele, som hun improviserede. Retorikforskerne Susan Jarratt og Rory Ong har i deres artikel fra 1995 om Menexenos påvist, at Sokrates er dybt ironisk i sin ros af retorikken og af Perikles; faktisk er det den største hån at hævde, at hans samlever har skrevet den allerede dengang berømte gravtale.

Mod slutningen er der en forunderlig lovprisning af den attiske jord: den har født de athenske helte, ikke deres mødre.

Sokrates gengiver nu den gravtale, han (angiveligt) har hørt Aspasia forberede. Talen priser det demokratiske Athen på toppen af sin magt, altså det samme tidspunkt som Perikles’ tale, men gør det så overdrevet, at det må være en parodi. Mange har i tidens løb taget Sokrates på ordet, men sammenligningen med Perikles’ gravtale i Thukydids version indikerer, at Sokrates er dybt ironisk.

De historiske bedrifter, som opremses, er ikke kronologiske, hvilket får talen til at virke rodet (mangel på struktur er en af Sokrates’ vigtigste kritikpunkter mod retorikken i dialogen Phaidros). Mod slutningen er der en forunderlig lovprisning af den attiske jord: den har født de athenske helte, ikke deres mødre. Denne myte om heltenes autoktone (’født af jorden’) oprindelse – som findes i flere græske myter – fungerer i Menexenos som en devaluering af kvinders traditionelle magtposition i slægten: De kan ikke engang prises for at have født krigshelte. Jarratt og Ong konkluderer, at Platon hænger Aspasia ud, fordi hun både er kvinde og fremmed.
 

En kvinde som symbol på oprør

Platon er ikke altid så patriarkalsk. I Staten åbner han for kvinders uddannelse og adgang til magten, om end mest som støtte for de mandlige filosoffer der skal lede hans ideelle stat. Platon kan altså finde en begrænset plads til kvinder i det politiske rum som hjælpere for de egentlige politiske ledere. Det er tankevækkende, at det er en antidemokrat som Platon, der åbner op for tanken om kvinder som politiske ledere.

Selv om den græske kultur er patriarkalsk, til tider misogyn, er der også en vis ambivalens at spore, især i tragedierne. Kvinderne spiller ofte vigtige roller i de græske tragedier, der fortolker traditionel mytologi i en undersøgelse af, hvad et på nogle måder sekulariseret, demokratisk samfund betyder for individets personlige ansvar.

De græske tragedier handler om uløselige konflikter, individer i krydsgreb mellem stat, guder og slægt. Det er også temaet for et af de ældste dramaer, Sofokles’ Antigone, der blev opført ca. 442 f.Kr., altså i storhedstiden under Perikles. Dramaet udspiller sig efter en blodig konflikt i Theben, hvor Ødipus’ sønner, Polyneikes og Eteokles, efter hans fordrivelse ikke kunne finde ud af at dele magten og i stedet ender med at slå hinanden ihjel i kamp.

Deres onkel Kreon overtager magten og befaler at Polyneikos’ lig skal kastes uden for bymuren uden begravelsesriter. Hans søster Antigone sætter sig op mod kongen, og dermed bystatens love, og begraver sin bror, som hun bør for at ære sin slægt. Alt ender galt: Kreon beordrer, at Antigone som straf skal begraves levende i et underjordisk kammer, hvor hun hænger sig selv. Kreons søn, Haimon, der er forelsket i hende, dolker sig selv til døde, hvorefter hans mor Eurydike hænger sig selv. Det tragiske er, at alle disse selvmord finder sted, lige efter Kreon har indset, at han har taget fejl og vil befri Antigone.

Det er lidt af et paradoks, at en græsk kvindefigur blev det romantiske symbol på oprør mod tyranniet, da det græske demokrati, som vi har set, stålsat modsatte sig kvinders deltagelse.

Antigone er en af de mest elskede græske tragedier. Antigone-figuren er siden det tidlige 19. årh. blevet beundret som den modige, individualistiske oprører. Det var netop i 1800-tallet, at demokratiske revolutioner begyndte at rulle gennem Europa. Det er lidt af et paradoks, at en græsk kvindefigur blev det romantiske symbol på oprør mod tyranniet, da det græske demokrati, som vi har set, stålsat modsatte sig kvinders deltagelse.

I følge den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), hvis fortolkning af Antigone har påvirket al senere litteraturkritik, er der et modsætningsforhold mellem Antigone og Kreon, der symboliserer to forskellige historiske stadier og to måder at anskue verden på. Det afspejler udviklingen fra et mytologisk bundet og religiøst funderet samfund til en moderne bystat, og det repræsenterer to principper, der begge bunder i samfundets moral.

Ligeberettigede versioner af frihed og retfærdighed kolliderer i tragedien, ifølge Hegel. I dag anser mange kritikere Kreon for at være hovedpersonen, fordi han faktisk indser, at han har taget fejl, ligesom Ødipus i Sofokles’ tragedie af samme navn, mens Antigone med sin stædighed kan ses som en typisk tragisk figur, der ikke kan lytte til andre eller indgå kompromis.

Hegel er blevet kritiseret for at opstille skarptskårne dikotomier, mandligt/kvindeligt, guddommeligt/menneskeligt, mytologisk fortid/bystat, naturlov/statens love og hjemmet/bystaten (oikos/polis). Det er dog svært at undgå, for græsk mytologi og litteratur konstant tematiserer sådanne grundlæggende modsætninger. Tragediernes konfliktstof opstår netop, fordi mennesker fanges på tværs af forskellige modsætningspar, der er i strid med hinanden, som Antigone der bryder byens love ved at udføre sin pligt over for slægten, eller som hendes far, Ødipus, der ved at følge gudernes vej uafvidende begår fadermord og ægter sin moder.
 

Kvinders rettigheder er ikke som følge af demokratiet

Hvis der er noget, vi kan lære i dag ved at studere indførelsen af demokratiet i Athen, så er det nok, at der altid vil være en række indbyggede konflikter til stede. Forskellige tilhørsforhold kan stille et individ over for komplicerede dilemmaer. Det er slående, at kvinder mistede magt og indflydelse i det græske demokrati, fordi de var forbundet med slægten og hjemmet (oikos).

Det er først med romersk kejsertid, altså under et diktatur, at der optræder magtfulde kvinder på den politiske og kulturelle scene: kejser Augustus’ kone, Livia, havde eksempelvis stor magt, ifølge historikeren Sueton (ca.70-130). Kvinder omkring kejseren fik magt, fordi de tilhørte slægten.

Den athenske lektie om kvinders tab af indflydelse med indførelsen af demokratiet bør man huske i vesten, når man støtter demokratibevægelser i resten af verden.

Med kristendommen synes kvinder at få en vis ret til at tale, fordi de var indlejret i et religiøst fællesskab; det varede dog kun, indtil den institutionaliserede kirke fik sat patriarkalsk skik på tingene. Ikke desto mindre var det med argumenter fra Bibelen, at de første kvinder i middelalder og tidlig moderne tid tog ordet og udøvede politisk indflydelse.

Som i antikken har de religiøse rum været tættere forbundet med de private hjem, hvilket blev udnyttet til at tale en politisk sag af de middelalderlige mystikere (som for eksempel Katarina af Siena) og de kvinder der i 1600-tallet begyndte at argumentere for kvinders ret til at prædikere (som Margaret Fell). Demokratiets indførelse i Danmark strakte sig reelt fra 1848 til 1915, hvor kvinder fik stemmeret. Som blandt andre historikeren Birgitte Possing har vist i sin bog Argumenter mod kvinder var der en uendelighed af påstande om, at kvinder ikke egnede sig til at deltage i det politiske liv.

Den athenske lektie om kvinders tab af indflydelse med indførelsen af demokratiet bør man huske i vesten, når man støtter demokratibevægelser i resten af verden. I de sidste to årtier har vesten ført krig for at udbrede demokrati i Irak og Afghanistan, og især i det sidste tilfælde er kvinderne frontfigurer og i krydsild, både retorisk og fysisk. Historien giver ikke simple svar eller handlingsanvisninger, men viser os, at individer er indlejret i mange modsætninger, mellem gammelt og moderne, diktatur og demokrati, religion og oplysning.

Min pointe er naturligvis ikke, at demokratiet er til skade for kvinder, eller at der i ”tilbagestående” samfund hersker helt andre regler end i vesten, men at vi skal være kritiske over for de politiske konsekvenser af idealiserede fremstillinger af demokratiet.

I moderne, vestlige demokratier hersker der et ideal om et herredømmefrit, offentligt rum, med Jürgen Habermas’ ord, hvor alle er frie til at deltage i samfundslivet, uden tvang udøvet fra staten eller kirkens side. Et sådant skel mellem privat og offentligt fandtes der ikke i samme grad i antikken, og det er sikkert langt fra realiseret i nutidens demokratier, hvor for eksempel religiøse tilhørsforhold synes at spille en næsten lige så stor rolle i USA som i Mellemøsten. De vestlige forsøg på at indføre demokrati i Irak og Afghanistan har haft mange ofre, og en medvirkende grund har måske været et for snævert vestligt begreb om demokrati.

Forfatteren anbefaler:

Dahl, Christian: Tragedie og bystat. Om fællesskab og konflikt i Athens dramatiske kultur. Museum Tusculanum, 2010.

Jarratt, Susan & Ong, Rory: ”Aspasia: Rhetoric, Gender, and Colonial Ideology”. Reclaiming Rhetorica. Women in the Rhetorical Tradition (eds. Lunsford, Andrea). University of Pittsburgh Press, 1995.

Johansen, Holger Friis: Thukydid – et tekstudvalg. Akademisk Forlag, 1984.

Roer, Hanne, ”Talerstolen: Krigens nedbrydene kraft”. Retorikmagasinet 81, 2011.

Roer, Hanne: “Mandens tale, kvindens tavshed: Retorik og forplantning”. Tidsskriftet Sfinx 43, 4, 2020.

Wood, Elle Meiksins: Peasant-Citizen and Slave: The Foundations of Athenian Democracy. Verso, 1988.