Syng for sagen: Protestsangen som retorisk virkemiddel

I “En dag på landssekretariat” tager Bente Meillier dig med på løbetur i en helt normal dag hos OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Kom med, hvor dagen begynder kl. 08.00 og slutter kl. 23.30. Kom med til telefonopkald, kunder i butikken, sparring mellem medarbejdere og alskens stress og jag.

December d. 16 2021 ·  3 minuters læsetid · Nøgleord: Protestsange, sangkultur, stemmesamlende retorik, fjendebillede

Vi må stå sammen du og jeg! De tror de kan gøre med os hvad de vil, vi må vise dem at vi er til.

Sådan sang de borgere, der i 1970’erne kæmpede mod regeringens planer om at bygge atomkraftværker i Danmark. Sangen om os og atomkraft er et blandt mange eksempler på den sangkultur, der var med til at drive motoren for den modstand mod atomkraft, der var så stærk, at den udviklede sig til et fællesskab og en modoffentlighed til det etablerede politiske liv.

Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) blev oprettet i 1974 og voksede sig hurtigt til en indflydelsesrig bevægelse, hvis formål var at fjerne atomkraft fra den energipolitiske dagsorden. Bevægelsen mobiliserede sig blandt andet gennem møder, aktioner, demonstrationer, flyveblade, kampagner men også protestsange, som blev samlet og udgivet i Atomsangbogen, der udkom første gang i 1977.

Netop protestsange er et konkret eksempel på en kollektiv aktivistisk handling, der samler et fællesskab i en fælles – her kropslig – handling. Retorikeren Dana Cloud argumenterer for, at musikken og sangen fungerer som en form for bindeled mellem følelser og ord ved at afføde spontane kropslige reaktioner, før tankerne for alvor sætter sig fast. Sangen er således et stærkt virkemiddel, der udtrykker fællesskabets engagement og tilslutning til sagen.

Atomsangbogens retoriske kraft og strofer til eftertanke

Under overskriften Sange om energi og atomkraft fungerede Atomsangbogen som et stykke stemmesamlende retorik, der satte OOA’s budskaber på spidsen gennem en ofte provokerende og humoristisk stil, og som havde en klar funktion indadtil; nemlig at bidrage til bevægelsens fællesskabsfølelse og sammenhold og at indgyde medlemmerne håb.

I sangene positionerer bevægelsen sig i opposition til en tydeligt defineret fjende, som med skiftende intensitet er kapitalisterne, regeringen, industrien og eksperterne. Dem mod os er den underliggende tone i alle teksterne – her er budskaberne klare, enkle og lette at kapere. På bagsiden fremgår det, at sangbogen ikke oplyser sagligt og alsidigt om energiproblemerne, da man ikke har ønsket at gribe ind i den ”kunstneriske frihed”. Således anerkender OOA, at sangbogen ikke er et neutralt indspark i den gængse offentlighed og diskussion om atomkraft, men i højere grad et redskab i en intern proces til at mobilisere og organisere dem, der føler sig repræsenteret af OOA.

I det hele taget spillede musikken en stor rolle i OOA, og Bente Meillier, der var aktiv i organisationen, fortæller til atomkraftnejtak.dk, at sangene blev sunget meget, både når de marcherede og holdt møder. Mange af melodierne cirkulerede i forvejen i andre kontekster, men i Atomsangbogen fik de nye tekster og dermed ny betydning som omdrejningspunkt for det fysiske møde i bevægelsen. For eksempel blev Røvervise fra Folk og røvere i Kardemommeby til Plutoniumrøversangen, der karikerer et “dem”, som er ude på at indføre atomkraft i Danmark, og som i sangen bliver beskyldt for at ville udvikle atombomber.

Hvis ikke atomkraft, hvad så?

Udover at male fjendebilleder forholder sangene sig også til fremtiden, for hvad skal der ske, når oliehanen slukkes? Hvis ikke atomkraft, hvad så? “Det er fremtiden, vi tegner, når vi taler energi. Derfor er det noget som alle må ta’ deres andel i” (Atomkraftsangbogen, s. 16-17). De til tider provokerende og simplificerende tekster er altså også suppleret af reelle overvejelser om og opfordringer til at tænke i visioner for fremtiden, samt et ønske om at gå i dialog med det omkringliggende samfund – også med dem, der ikke var en aktiv del af bevægelsen.

Med tiden voksede bevægelsen sig ud af sin position som modoffentlighed, da den i stigende grad blev taget alvorligt af de samfundsinstitutioner, den forsøgte at få i tale. Blandt befolkningen steg opbakningen allerede i slutningen af 70’erne, men den egentlige kulmination på bevægelsens aktiviteter kom i 1985, da et flertal i Folketinget vedtog en lov om offentlig energiplanlægning uden inddragelse af atomkraft.

Skrevet af: