Stemmer i journalistikkens tjeneste

I fortællende podcasts er stemmen og dens fine lag af medbetydninger afgørende for, hvordan journalister fremstår som fortællere og karakterer. Lytter man godt efter, kan man samtidig høre ekkoet af en digital medievirkelighed, der favoriserer et personligt udtryk. 

af Rasmus Rønlev, lektor i retorik v. Syddansk Universitet

16. januar 2026 · 6 minutters læsetid 

”That was wild as f**k.”

Man kan høre det på hans stemme. At han er oppe at køre over det møde, han netop har haft. Han hiver efter vejret, taler hurtigere og i et højere toneleje end ellers.

I sjette afsnit af den Pulitzer-vindende podcast You Didn’t See Nothin fra 2023 står Yohance Lacour, seriens centrale fortæller, midt i en gadefest og taler ophidset med sine kolleger. Han er helt tilfældigt stødt på den mand, de har brugt de foregående afsnit på at fortælle om: Frank Caruso Sr., faren til en ung, hvid mand, der i 1997 tæskede en sort dreng, til drengen lå i koma. Forbrydelsen og den racisme, den var udtryk for, blev hurtigt en nyhedshistorie dengang, ikke blot i Chicago, hvor det skete, men i hele USA. I podcasten har Lacour genbesøgt historien og spejlet den i sin egen historie som sort mand i den samme by. I kontrast til hans polerede stemme i studiet forstærker hans ophidsede stemme i gadefestens mylder indtrykket af, hvordan adrenalinen bruser gennem kroppen på ham i kølvandet på mødet med en helt central kilde og det gennembrud, det måske repræsenterer.

Scenen er et eksempel på en større tendens i journalistik, nemlig at journalister ikke blot bruger deres stemme i rollen som kølige, tilstræbt neutrale fortællere, men også som (op)levende karakterer, der går på opdagelse, sætter andre karakterer i perspektiv og dykker ned i deres egen historie og de traumer, den gemmer på. Tendensen er affødt af en digital medie- og produktionsvirkelighed, hvor et mylder af subjektive stemmer konkurrerer om offentlighedens opmærksomhed, og hvor journalister derfor i stigende grad må bringe deres egen person og stemme i spil for at nå deres publikum. Lytter man opmærksomt til journalisters stemmer i fortællende podcasts, hører man derfor også et ekko af, hvordan digitale medier i disse år forandrer journalistikkens betingelser og udtryksformer.

Den intime journalistik

Den tendens, som Lacour er et eksempel på, har den norske journalistikforsker Steen Steensen sat ét ord på: intimisering. Når Steensen argumenterer for, at digitale medier gør journalistikken mere intim, mener han det i den brede forstand, at journalisters personlige holdninger fylder mere, fx på sociale medier, men også i den mere snævre forstand, at journalisters private bekendelser får mere og mere plads i journalistik. Det sidste kalder den britiske journalistikforsker Rosalind Coward bekendende journalistik (confessional journalism) og betoner, at det både kan være en måde at komme til tops i en digital opmærksomhedsøkonomi – og en måde at gå menneskeligt og etisk til grunde. Hverken holdninger eller bekendelser er nye fænomener i journalistik, særligt ikke i fortællende journalistik. I et historisk perspektiv har fortællende journalistik – hvor journalister bruger narrative virkemidler til at formidle journalistiske historier – længe fungeret som det subjektive modstykke til tilstræbt objektiv nyhedsjournalistik. Men fordi journalistik nu udkommer på et væld af digitale platforme, der favoriserer et personligt udtryk, skubber det ifølge Steensen og Coward på, at journalister også bliver mere personlige i deres historiefortælling.

En journalist behøver derfor ikke at forklare, at han er chokeret over et møde med en kilde; det kan ses på uroen i hans krop eller høres på hans sitrende stemme.

Den medieudvikling, de to journalistikforskere peger på, afspejler sig i repræsentationen af journalisters kroppe og i særdeleshed deres stemmer i digitale medier. I dag cirkulerer velproducerede nyhedshistorier i traditionelle massemedier side om side med journalisters ufiltrerede og uformelle behind the scenes-opslag på Instagram, håndholdte videoer på TikTok og samtalepodcasts på Spotify, hvor kameralinserne og mikrofonerne rettes mod journalisterne selv. Alle disse digitale medier kombinerer skrift med levende billeder og lyd og supplerer dermed det verbale udtryk, altså det sagte eller skrevne, med para- og nonverbale signaler som stemmeføring og kropssprog. En journalist behøver derfor ikke at forklare, at han er chokeret over et møde med en kilde; det kan ses på uroen i hans krop eller høres på hans sitrende stemme. Det bidrager med flere lag til journalisters selvfremstilling, og særligt podcastmediet er af flere journalistikforskere blevet fremhævet for sin intime og autentiske udtryksform, der kan skabe stærke parasociale bånd mellem journalister og deres lyttere. Som journalistikforskeren Mia Lindgren har sagt om podcasts: ”Voice is the intimate key to audiences’ hearts.”

Journalistik fortalt i første person

Fortællende journalistik er alle dage blevet fortalt i både tredje og første person, men ifølge den amerikanske journalistikforsker David O. Dowling har digitale medier revitaliseret fortællende journalisters brug af jeg-formen. Tendensen kommer ifølge Dowling ikke mindst til udtryk i fortællende podcasts, hvor (selv)refleksive karakterfortællere er blevet en genrenorm. Her er det nu mere reglen end undtagelsen, at forpustede journalistdetektiver går rundt og taler i deres portable recorders.

Når journalister fortæller i første person og dermed træder ind i rollen som karakterer i deres historier, kan de principielt udfylde de samme funktioner som alle andre karakterer. Den retoriske narratolog James Phelan har identificeret tre sådanne karakterfunktioner: en syntetisk funktion, som har at gøre med, hvordan en karakter er et tandhjul i fortællingens maskineri og med til at forløse den, fx ved at drive plottet fremad; en tematisk funktion, som har at gøre med, hvordan en karakter fungerer som en repræsentant for grupper, tendenser og normer i samfundet; og en mimetisk funktion, som har at gøre med, hvordan en karakter fremstår som en genkendelig person i en genkendelig verden.

Med afsæt i de tre karakterfunktioner kan man klargøre, hvad journalisters stemmer mere præcist bidrager med i fortællende podcasts.

Journalistens mange stemmer

Den syntetiske funktion er på spil i fortællende podcasts, når journalister medtager scener, hvor de som karakterer bidrager til at drive fortællingen frem, fx ved at opsøge en kilde, være på farten eller gøre en opdagelse. I You Didn’t See Nothin bevæger Lacour sig rundt i sit gamle kvarter i Chicago og besøger gamle venner og bekendte, og i små scener med velkomster og afskeder taler han afslappet med kilderne før og efter interviews. Her understøtter stemmen og dens paraverbale signaler den syntetiske funktion. Man hører journalistens tonefald, når han hilser på en kilde. Man hører manglen på luft, når han går op ad en trappe. Og man hører trykkene på bestemte ord, når han indser en ny sammenhæng. Grebet blev for alvor populært, efter at den amerikanske true crime-podcast Serial i 2014 dannede skole, og siden har journalister siddet og hvisket på Rigsarkivets læsesal.

Idet Lacour i podcastens slutning hvisler ”I’m gonna be right here. Standing in my rage. Unreconciled”, understreges kontrasten til ofret af vreden i hans stemme.

Den tematiske funktion er på spil, når journalister medtager scener, hvor de sætter fortællingens andre karakterer i perspektiv, enten fordi de ligner dem eller er forskellige fra dem. Det er denne funktion, som journalisten først og fremmest tjener i You Didn’t See Nothin. I det syvende og sidste afsnit går Lacour på årsdagen for overfaldet rundt i det hvide boligkvarter, hvor det skete, og her falder han i snak med en hvid mand, der har et Black Lives Matter-flag hængende foran sit hus. Den afdæmpede, venlige stemmeføring i situationen varsler den forsoning, som det skal vise sig, at den dreng, som blev overfaldet, som voksen har fundet med overfaldsmandens familie. Men selv om Lacours karakter altså umiddelbart spejler ofret for overfaldet, ender han med alligevel ikke at kunne identificere sig med ham. Idet Lacour i podcastens slutning hvisler ”I’m gonna be right here. Standing in my rage. Unreconciled”, understreges kontrasten til ofret af vreden i hans stemme.

Den mimetiske funktion er på spil i fortællende podcasts, når journalister medtager scener, hvor det bliver tydeligt, at der bag journalistens professionelle ydre også er et menneske af kød og blod. Det sker løbende, når Lacour opsøger gamle venner og bekendte. I én scene taler han med en ekskæreste, der mindes, hvordan Lacour var som ung. I scenen understøtter stemmerne den mimetiske funktion, fordi latteren og den bløde stemmeføring efterlader et indtryk af to mennesker, der kender hinanden særdeles godt. På den måde får man et glimt af mennesket bag journalisten. Den mimetiske karakterfunktion spiller en vigtig rolle i fortællinger, hvor journalister selv er hovedkarakteren og går på opdagelse i deres egen, ofte traumefyldte historie og relationer. Her kan et grådkvalt knæk i stemmen være afgørende for, om man som lytter tror på journalistens krise og forløsning.

Fortællinger, der flytter stemmer

Den intimisering af journalistikken som journalistikforskere, som Steensen og Coward peger på, er der oplagte faldgruber ved, også i fortællende journalistik. Når journalister gør dem selv og deres research til en dramaturgisk motor, risikerer deres udbrud i arkiverne at skygge for historien; når de insisterer på, at de (ikke) ligner fortællingens andre karakterer, risikerer de at banalisere de pågældende menneskers livshistorier; og når de går på jagt i egne traumer, risikerer de ikke blot at tegne et uærligt glansbillede af dem selv, men også at trække deres pårørende med i faldet.

Men brugt bevidst kan de samme greb skabe transparens, indlevelse og autenticitet. Ved at tydeliggøre journalistens ståsted, bliver det nemmere for lytterne at finde deres eget. I et interview med holdet bag You Didn’t See Nothin har Bill Healy, en af seriens producere, fremhævet netop dette: ”I think the form of these longer podcasts allows for really rich discussions where we’re getting into this nuance, this back and forth. (…) And that’s really the goal: to get people to look into themselves, the way you would with a piece of literature or art, and to reflect on where they stand, what decisions would they make if faced with similar circumstances.”

De mange stemmer, som Lacour taler med, styrker ikke blot indtrykket af, at der er et menneske med et budskab i den anden ende af høretelefonerne. Stemmerne bidrager også med facetter og nuancer til et komplekst samfundsspørgsmål og tjener på den måde til at kvalificere lytternes selvstændige stillingtagen.

Forfatteren anbefaler:

I denne artikel kan du læse mere om, hvordan journalisters stemme understøtter deres funktioner som karakterer i de historier, de fortæller:

Rønlev, R., & Sommer, S. (2024). The Multifunctional “I” in Narrative Journalism: First-person Narration, Character Functions, and Voice in Audio Stories. Journalism Practice, 1–17. https://doi.org/10.1080/17512786.2024.2439460

I dette bogkapitel kan du læse mere om, hvordan serielle formater vinder frem i journalistik, og hvordan podcasten You Didn’t See Nothin er et eksempel på tendensen – og så kan du læse det fulde interview med journalisterne bag serien:

Rønlev, R. (2025). Serial Narrative Journalism in Digital Media: The Case of Podcasts. I L. Heiselberg, B. K. Walther, J. I. Nielsen, & R. Rønlev, Seriality in the Streamning Era (s. 124–150). Routledge. https://doi.org/10.4324/9781003539735