You’re All Individuals (I’m Not)

De etablerede institutioner opleves ofte som upersonlige, forældede eller falske. Vi vælger vores autoriteter selv, og i stedet for ekspertise leder vi efter erfaring. De tilvalgte autoriteter skaber nye hierarkier, hvor ’en af os’ pludselig kan sætte dagsordenen. Hvor nærvær bliver måden, vi forsøger at navigere en kompleks verden på.

af Mikkel Thorup, Professor i idéhistorie v. Aarhus Universitet

12. November 2025 · 7 minutters læsetid

”Vi lever i en verden med tillidsunderskud”, sagde Eric Dahan, direktør for influencer-marketingsbureauet InstaBrand, i 2015: ”Vi stoler ofte ikke på staten, vi stoler ikke på virksomheder og vi tror ikke på reklamefolkene. Dem, vi stoler på, er mennesker.”

Karismatiske tilvalgsautoriteter trives i en nutid, hvor systemautoriteter synes i frit fald. Et af grundtrækkene ved vor tid er devalueringen af officielle autoriteter. De opfattes enten som forældede (old media) eller falske (fake news). Det gælder ikke kun medierne, men også andre af det moderne, demokratiske samfunds traditionelle vidensautoriteter: forskere, dommere, journalister, læger, eksperter af alle mulige slags ser sig i stigende grad betvivlet, modsagt, angrebet og afvist – og netop i kraft af at være officielle, en del af ’systemet’. At være ekspert, at have sin viden fra deltagelse og position i etablerede vidensinstitutioner, er i stigende grad at blive overhørt, hvis ikke endda overfaldet.

Tæt forbundet med devalueringen af officiel vidensautoritet er den stigende tilstedeværelse og popularitet af det, man kan kalde for tilvalgs-autoriteter, videnspersoner man lytter til, stoler på, måske ovenikøbet forguder, ikke som resultat af deres position i det officielle, certificerede videnssystem, men på grund af deres persons særegenhed, deres individuelle karisma.

De officielle autoriteter er dem med etablerede positioner i anerkendte institutioner. Man vælger dem ikke. De er der i kraft af deres specialiserede viden. De taler på vegne af institutionen. Der er derfor også, trods deres andel i demokratiet, tale om hierarkiske, ofte upersonlige, relationer mellem den officielle vidensautoritet og dig som studerende, patient, anklaget, klient, borger. Det er systemet, der taler til dig.

Du har fundet og udvalgt dem, men endnu vigtigere, så taler de ikke på vegne af en institution, men som individ, som dette ene unikke menneske.

Overfor dét står tilvalgsautoriteterne, der netop er tilvalgte. Du har fundet og udvalgt dem, men endnu vigtigere, så taler de ikke på vegne af en institution, men som individ, som dette ene unikke menneske. Og det er netop denne særgenhed, der er deres autoritets kilde. Det er deres livshistorie, der fænger, det er deres personlighed, entusiasme, udseende, der indfanger dig. Hvor de officielle vidensautoriteter er designet til at afgrænse autoritetens personlighed som kilde og årsag – det er bias, korruption, usaglighed etc. – så lever tilvalgsautoriteterne af at bringe deres personlighed i spil.

De officielle autoriteter skal overbevise gennem det sagliges tvangsfrie tvang, som Jürgen Habermas engang kaldte det. De skal overbevise uden – og nogle gange på trods af – personen, der agerer som repræsentant for den officielle vidensautoritet. Tilvalgsautoriteterne har kun sig selv som kilde til deres overbevisningskraft. De er enten karismatiske eller arbejdsløse.

Hvem stoler du på?

Den tyske sociolog Max Weber skelnede i starten af det tyvende århundrede mellem tre former for herredømme: traditionalistisk, legalt og karismatisk. Dén opdeling giver os mulighed for både at forstå, hvad der er på færde med de nye autoriteters karisma, deres karismatiske appel, og det nye i forhold til mere officielle autoriteter.

I det traditionelle herredømme, hvis reneste form er patriarkalismen, udøves herredømme ”i kraft af troen på helligheden af de ordninger og herskermyndigheder, som har været gældende siden tidernes morgen.”

Den anden herredømmeform kalder han legalt herredømme, hvis reneste form er bureaukrati. ”Det, der adlydes”, siger Weber, ”er ikke en person i kraft af denne egenret, men derimod den vedtagne regel.” Det er altså selve institutionen, loven, regelsættet, sagsgangen, der giver herredømmet kraft.

Fælles for de to herredømmeformer er det upersonlige element. I begge tilfælde udøves herredømmet af personer, men herredømmet i sig selv er i institutionen. Det legale herredøme ses meget i det moderne samfund, hvor dommere, læger og videnskabsfolk får deres autoritet fra deres uddannelse eller titler. Vi stoler på dem som upartiske figurer, der kan agere sagligt og objektivt.

Det karismatiske herredømme

Det legale herredømme blev i vid udstrækning udviklet i opposition til Webers tredje form, det karismatiske herredømme, hvis reneste form er profeten, krigerhelten, demagogen. Her adlydes ”i kraft af affektiv hengivenhed for herskerens person og dens nådegaver (karisma), herunder navnlig: magiske evner, åbenbaringer eller heltemod, og åndelig og retorisk kraft […] Man adlyder udelukkende føreren, helt personligt og på grund af hans personlige, ekstraordinære kvaliteter, ikke på grund af en vedtagen stilling eller en traditionel værdighed.”

I modsætning til enhver form for legalt herredømme er det overskridelsen af det passende, legale, normale, der skaber den karismatiske person. Weber opsummerer det ret præcist – den karismatiske autoritet ”må udrette mirakler, hvis han vil være profet, og heltedåd, hvis han vil være anfører i krigen.” Man må kaste sig ind i striden, være eller iscenesætte sig selv som fortroppen, den jagede, den kæmpende, den, der overskrider det, som holder andre tilbage, den, der vover noget.

Som det tydeligt fremgår, så adskiller det karismatiske herredømme sig ved, at det helt og holdent er knyttet til den konkrete person. Det er ham eller hende, man ’adlyder’. Men ikke kun det. I modsætning til de to andre idealtypiske herredømmeformer, så skal man her bruge sin person, sin livshistorie, sin krop, som den kilde, hvorfra beundringen skal komme.

Min ret simple tese er så, at vi aktuelt ser to afgørende og forbundne udviklinger, som er devalueringen af det legale herredømme samt genkomsten af det karismatiske.

Fra intellektuelle til tankeledere

Vi står midt i et delvist magtskifte mellem officielle og tilvalgte autoriteter, mellem det som den amerikanske internationale politik-teoretiker Daniel W. Drezner kalder henholdsvis offentlige intellektuelle og tankeledere.

Den offentlige intellektuelle legemliggør den ideologiske epoke, groft sagt det 20. århundrede, og taler på vegne af det universelle, for eksempel friheden for liberale eller arbejderklassen for kommunismen. Han eller hun er, ifølge Drezner, kritisk, ved mange ting, værdsætter og taler fra en ekspertise og er generelt skeptisk, også over for sig selv og sin udtaleposition. Det er det legale herredømmes intellektuelle.

Han eller hun er evangelist, prioriterer erfaring over ekspertise, ved én stor ting, taler fra og til det partikulære og er uendeligt optimistisk: Alt er lade-sig-gørligt gennem implementeringen af tankelederens store idé.

Tankelederen derimod er det karismatiske herredømmes skaber. Han eller hun er evangelist, prioriterer erfaring over ekspertise, ved én stor ting, taler fra og til det partikulære og er uendeligt optimistisk: Alt er lade-sig-gørligt gennem implementeringen af tankelederens store idé (’Make America Great Again’, ’Disrupt eller dø’, ’Tænk dig sund’ og så videre).

Tankeledere sælger absolut sikkerhed i en usikker tidsalder. Ligesom offentlige intellektuelle fortolker de verden og bringer disse fortolkninger ud i verden; men tankeledere er ikke bange for at oversætte deres fortolkning direkte til handling eller for at tale fra det partikulære, det personlige og åbent følelsesbårne frem for fra det universelle standpunkt.. Tag eksempelvis Andrew Tate, der udbreder et syn om et testosteronfyldt brand af maskulinitet, som den rette måde at være mand på. Ligesom den intellektuelle fortolker han verden, men i modsætning til en videnskabspersons objektivitet, er Andrew Tate ikke bange fra at handle på sin biografiske fortolkning af verden, tale ud fra det følelsesbårne, råbe sine holdninger ud i den offentlige sfære.

Tankeledere kommer med deres egne fakta til en offentlig sfære, de er med til at findele fokusgrupper, livsstilssegmenter, politiske stammer. Berømtheder, kommentatorer, bloggere, influencere, populistiske politikere, opmærksomheds-entreprenører af alle slags er særligt forfaldne til at indtage tankelederens rolle. Det er dels en demokratisering af den offentlige debat, ikke længere domineret af ét sæt af professionelle, men det er også på godt og ondt en forskydning af, hvad der tæller autoritativt i den offentlige debat.

”You’re all individuals!”

Tankelederne er ét udtryk for en mere generel tendens til personalisme, dvs. en værdiforskydning fra det almene til det personlige, fra det universelle til det individuelle, og dermed også fra det systemiske til det biografiske. Det er her mere den enkeltes personlighed end formelle kvalifikationer, der tæller. Den gode historie mere end eksamensbeviset.

Den tyske sociolog Andreas Reckwitz har beskrevet nutiden som gennemsyret af ”skabelsen af det særegne og enestående og belønner kvalitative forskelle, individualitet, det partikulære og usædvanlige”. Det handler ikke kun om at hylde eneren, entreprenøren og superstjernen. Pointen er, at dette er en generel udvikling, der virker på såvel individuelt plan (cv’et, der altid skal pudses, instagram-profilen der skal plejes, det fede selfie-liv) og på kollektivt plan (etniske, religiøse, nationale, seksuelle, kønsmæssige grupper). Alle singulariserer sig. Vi bearbejder og masserer forskelle. Identitetsforholdet er ingen undtagelse, snarere er det der, meget af singulariseringen finder sted. Som Reckwitz siger, så har kulturpluralister, kulturessentialister og kulturuniversalister, der ellers ofte identificerer sig i modsætning til hinanden, det til fælles, at det kulturelt værdifulde bliver ”knyttet til det enestående og det særegne”.

I filmen Life of Brian er der en lille sekvens, hvor Brian ganske modvilligt råber ud til en beundrende flok: ”I er alle individer!”, hvortil en enkelt i flokken stille kommenterer ”Ikke mig”. I vor tid står mange, langt mere villige og entusiastiske Brian’er klar med det budskab, og stadigt færre føler sig ikke tilsagt. Vores individualistiske kultur, radikaliseret af årtiers neoliberalisme, der har lært os, at vi primært skal stole på os selv og mistro systemer og kollektiver, har gødet jorden for opkomsten af en ny slags autoritet.

Tilvalgsautoriteternes karismatiske herredømme

Den nye autoritetsform, som jeg kalder for tilvalgsautoritet, har en række spændende karakteristika, der står tydeligere frem på baggrund af det ovenstående. Nogle af de mest tydelige er et skifte fra at modtage til at deltage, dvs. en oplevet afvikling af det videnshierarki, der uvægerligt er i det legale herredømme. Derfor ser man så ofte tilvalgsautoriteterne beskrevet som ’uafhængige’, ’frie’, ’siger det som de er’ etc., alle sammen modbilleder til ’systemet’. Det er deres afstand til – og afstandtagen fra – officiel viden, der gør dem troværdige.

Det er ikke ’kolde hænder’, men varme blikke. Det føles som en ægte relation.

Der er en helt anden form for interaktion på færde, man føler sig set og hørt. Det er ikke ’kolde hænder’, men varme blikke. Det føles som en ægte relation. Man står overfor et menneske i kød og blod, et menneske der giver af sig selv og taler om sig selv, snarere end en repræsentant for et system. Derfor er der også følelser på spil, både i form af, at ens tilvalgte autoritet lader sine følelser få frit løb (her må vrede og afsky men også begejstring og beundring gerne flyde frit) og at man også gør det selv. Det er en følelsesbåret relation først og fremmest.

Deres karismatiske tale er ikke ’officiel’ og saglig, men direkte og fuld af forbeholdsfri overbevisning. De er ikke bundet af fagopdelinger eller dokumentationskrav. Deres tale er eklektisk, alt muligt forbindes i ofte lange monologer. De er aldrig bange for at udtale sig om meget forskellige ting og altid med samme overbevisning. De kan tale ud fra fornemmelser, fordomme, anekdoter, ’mange folk siger’, ’jeg tror’, hvormed deres ’bevisførelse’ adskiller sig fra eksperters, men ligner den, vi andre bruger som lægpersoner. Deres autoritet kommer ikke fra faglig viden.

De er derimod autoriteter i kraft af deres person. Det er kun via aktiveringen af det personlige, at relationen og autoriteten opbygges. Derfor er der ofte livshistorier, og meget ofte omvendingshistorier, hvor man ret pludseligt er gået fra et skidt til et godt liv, lige pludselig indså tingenes sande tilstand. Det er personens egen rejse, der gør deres råd troværdige.

Det store paradoks ved de nye karismatiske tilvalgsautoriteter er, at de sælger sig selv som ’en af os’ overfor de forstenede eliter, samtidig med at de geninstallerer et måske endda endnu stærkere hierarki imellem sig selv og dem, der beundrer dem.

Forfatteren anbefaler:

Drezner, Daniel W. (2017): The Ideas Industry. Pessimists, Partisans, and Plutocrats are Transforming the Marketplace of Ideas, Oxford: Oxford University Press.

Hund, Emily (2023): The Influencer Industry. The Quest for Authenticity on Social Media, Princeton & Oxford: Oxford University Press.

Reckwitz, Andreas (2019): Illusionernes undergang, København: Hans Reitzels forlag.

Weber, Max (2003): ”Herredømmets sociologi” & ”Det legitime herredømmes tre rene typer”, i Max Weber: Udvalgte tekster, bind 2, Kbh: Hans Reitzel.